HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1971

K Ø B E N H A V N S A N D E N H O V E D B A N E G Å R D I 1852 opnåede man imidlertid hos staten en rentegaranti på 4 % for aktiekapitalen, der androg 1 / 2 mill. rd. Men, hvad der var vigtigere, denne rentegaranti udstraktes ved den samtidigt med­ delte koncession på en forlængelse af banen fra Roskilde til Korsør med et beløb på yderligere 5 millioner rd. Dog også den forlæn­ gede banes første år var kummerlige. Først omkring 1860 bedre­ des forholdene og dermed jernbaneselskabets vovemod. I disse år, hvor jernbaneprojekter svirrede i luften, måtte en bane fra København til Helsingør være et nærliggende mål for Det sjællandske Jernbaneselskabs foretagsomhed. Det fandt man i hvert fald på tinge, hvor ikke mindre end tre love i løbet af halv­ tredserne fristede selskabet til at foretage sig noget i den retning. Men som det vil forstås, havde selskabet haft god grund til at fare med lempe. Den sidste af disse love (15 . januar 1857) havde imidlertid givet regeringen så vide bemyndigelser til at begunstige jernbane­ selskabet, at man følte ikke at kunne sidde disse lokketoner over­ hørige. En af hovedpersonerne i den tilstundende kamp om ordningen af de københavnske banegårdsforhold blev Viggo Rothe. Han havde bag sig en uddannelse både som tekniker og som økonom, en begavet og højtdannet mand, som tidligere havde fundet sit virkefelt inden for Kommercekollegiet, hvis kontor for industri-, fyr- og kanalvæsen han med stor dygtighed havde bestyret. Som nationalliberal havde han sæde i Folketinget 1849-54, og han var fra 1858-62 medlem af Borgerrepræsentationen.1 1848 var han blevet teknisk direktør for Det sjællandske Jern­ baneselskab, men det var kun et beskedent bierhverv, så da han tog sin afsked fra centraladministrationen i 1849, fordi centralad­ ministrationens jurister protesterede mod ministerens planer om at gøre ham til chef for industri- og næringskontoret, måtte han 4 * 5 1

Made with