HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1971

J O H N E R I C H S E N det forhindrer naturligvis ikke, at de tilkomne huse i sig selv er værdifulde, og ej heller, at hele facaderækken danner et fint og ro­ ligt gadebillede.3 Bebyggelsen af Sankt Annæ Plads’ nordside er et led —og som det vil ses - et meget vigtigt led i opførelsen af en helt ny bydel, Frederiksstaden eller Amalienborgkvarteret, som den nu benævnes. Den 6. december 1749 havde Frederik V overdraget området mel­ lem Bredgade, Sankt Annæ Gade, Toldbodgade og en ikke længere existerende gade, som gik parallelt med Sank Annæ Gade næsten helt ude ved Kastellet, til staden København. Gaven var betinget af, at magistraten administrerede områdets bebyggelse; borgerne skulle få gratis grunde og fri indførsel af byggematerialer samt nyde 30 års indkvarteringsfrihed, blot skulle de i løbet af fem år have opført en bygning på grunden, og tegningen hertil skulle først godkendes af stadsbygmesteren. For hele kvarteret havde Niels Eigtved udarbejdet en af kongen approberet generalplan, som de byggende skulle rette sig efter. Endelig krævede man, at vinduerne flugtede fra hus til hus.4 Trykte rådstueplakater forkyndte dette for borgerne, og den 19. januar 1750 hed det i en sådan plakat, »at endel af denne stads indvånere allerede har (forf.s fremhævelse) ladet sig antegne og er bleven anvist byggepladser«.5 To fortegnelser over liebhaverne er bevaret. Den tidligste nævner blot 23 navne, og her møder vi murermester Niels Rasmussen Engerslev og tømrermester Peder Rasmussen. Den næste fortegnelse, som må være udfærdiget kort efter, indeholder 24 navne og angiver desuden, hvor i den ny bydel de enkelte liebhavere har fået grunde. De to håndværksmestre er her placeret ud til Sankt Annæ Gade, hvilket også var tilfældet med gehejmeråd W. A. von der Osten og kammerråd Christen Lintrup.6 Efter de nuværende gadenumre fordeltes grundene således: i

1 4 8

Made with