HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1969

J. S V A N E - M I K K E L S E N havn igen var en lovlydig by, »paa en Maade der ikke fremkalder nogen ufordeelagtig Meening om mig«, ikke mindst af hensyn til familien. Han ville gerne instruere sin efterfølger i en over­ gangsperiode, ganske vist blev 2 mand i embedet til byrde for det offentlige, men »kunde ikke nogle Maaneders otium behøves efter 2de suure anstrengende Aar«.4° Denne ærlige appel rørte dog ikke kongen, der nødigt slap så dygtig en mand, men Kierulff fik løfte om et gagepålæg, som han imidlertid høfligt afslog under de foreliggende omstændigheder, da folk kunne finde, at han opnåede fordele ad smugveje, og netop en politidirektør måtte have befolkningen med sig. Derimod ville han gerne have gunstbevisningen til gode til den dag, han virkelig trængte eller trak sig tilbage fra embedet.40 Indstillingen synes at have været karakteristisk for Kierulff som den retlinede og pligttro embedsmand. Han blev på sin post til 1834, da han overtog embedet som overpræsident i København. Til sin død i 1846 bevarede han imidlertid en nær kontakt med politiet ved at beholde den nominelle titel af fungerende chef for hovedstadens politi og kystpolitiet, og da han førte kongens tillid med sig over i overpræsidentembedet, blev hans velunderrettethed fortsat udnyttet gennem hyppige referater for Frederik 6., som han stod personligt nær. Også Christian 8. benyttede Kierulff som rådgiver, og det vakte naturligvis ringe begejstring i liberale kredse, der havde håbet på ændrede politiske tilstande som følge af tronskiftet. I erkendelse af de kongelige omgivelsers vigtige rolle skrev Fædrelandet i 1840, at det var »ikke uden Glæde, at Publicum erfarede, at Hs. Majestæt havde frabedet sig Politichef Kierulffs noksom bekjendte Søndags­ visiter, hvis Gjenstande han havde henviist andetsteds, og det er ikke uden Bedrøvelse Publicum seer, at Hr. Kierulffs Audientser, hvis Øiemed forøvrigt nu er det ubekjendt, i den senere Tid ere

74