HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1969

K Ø B E N H A V N S P O L I T I skandinavisk samfund blev også kvalt i starten, men det blev til gengæld det sidste foreningsforbud under enevælden, og det næsten identiske skandinaviske selskab, der stiftedes i september samme år og hurtigt viste sig at være udtryk for et udtalt behov,33 fik lov at bestå på den betingelse, at hvis det »lagde nogensomhelst politisk tendens for Dagen, maatte det vente strax at vorde opløst«.30 Det blev aldrig til mere end denne advarsel, men den blev dog bragt i erindring et par gange i de følgende år, og det præciseredes, at under politisk tendens henregnedes enhver kritik af regeringsforan­ staltninger.3‘ De forskellige foreninger protesterede som regel ivrigt mod et­ hvert indgreb fra politiets side, naturligvis næsten altid uden held, men hændte det, at et arrangement blev gennemført på trods af politidirektørens advarsel, forholdt myndighederne sig undertiden passive.38 Kancelliet fulgte ikke nogen bestemt fremgangsmåde, knap nok en fast linie, men selv om politiets repressalier derfor også var begrænsede, berettigede dog dets potentielle indskriden og rege­ ringens interesse i at lodde folkestemningen - især i visse kredse - en usvækket overvågelsesaktivitet. Orla Lehmann karakteriserede i et brev til Monrad tilstanden således, at det ikke var lovens ord, men dens tavshed, der var fundamentet for »vor Associationsret, som saaledes altsaa er ubegrændset; men lige saa ubegrændset er Statens Politimyndighed«.30 Det var den mand, der til enhver tid stod i spidsen for organisa­ tionen og dens virksomhed, som blev den naturlige skydeskive for den kritik, der i samtiden rettedes mod politiet i København, mod dets ineffektivitet, vilkårlige brutalitet og konstante politiske ind­ blanding. Denne undertiden temmelig rabiate kritik, især i den liberale presse, har præget opfattelsen af forholdet mellem politi og offentlighed helt op til den sidste menneskealder, da det svagere

7 1