HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1969

J. S V A N E - M I K K E L S E N Også Kjøbenhavnsposten kritiserede politirapporternes ufor­ holdsmæssigt store betydning og påpegede med rette, at selv om en betjent eller vægter havde de bedste hensigter, ville det altid være ham umuligt at afgive en rapport om begivenheder, han selv havde været mere eller mindre voldsomt indblandet i, uden at den blev tendentiøs.1” Der blev også slået på det forkastelige i rapporternes optagelse uden vidner, der blev skrevet om de få tilføjelser, der i reg­ len kom til en sådan rapport under en sags senere behandling, og om, hvorledes dommeren i tilfælde af divergerende forklaring i retten ofte brugte sine kræfter på at bringe overensstemmelse mel­ lem denne og rapporten, vel at mærke ud fra det forudindtagne standpunkt, at rapporten som den først afgivne var den mest tro­ værdige. Således blev den rapporterende politibetjent meget ofte den, der dirigerede sagen fra start til slut. Dertil kom, og denne Fædrelandets anden hovedanke kunne Kjøbenhavnsposten også fuldt ud tilslutte sig, at den uhyre ind­ flydelse, politidirektøren i København havde ved både at være chef for det udøvende politi og samtidig justitiarius i politiretten, meget nemt kunne føre til magtfordrejning, især da domme indtil en vis størrelse ikke kunne appelleres.20 De liberale blade forfulgte sagen med megen iver og uden no­ gensinde at tabe målet af syne, men også uden illusioner om en hurtig afgørelse, »fordi vi af Erfaring vide, at enhver mindre øn­ skelig Autoritetsmagt, som hos os er paatrykt - om ikke ligefrem Lovens, saa dog - den lange Vanes af Regeringen justerede Stem­ pel, maa bekæmpes længe og fra mange Sider«, før man kunne forvente at opnå et resultat.21 Selv den regeringsvenlige presse var ikke ganske uden velvillig interesse for reformkravene, men især Fædrelandets aggressive ud­ fald kom dog ikke til at stå uimodsagte. Det var næsten altid bla­ dets journalistiske metode, der blev angrebet, for der kunne ofte

66