HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1969

E T R E G N S K A B F R A R O K O K O T I D E N

var det som han sagde, for at de kunne »conserveres« for hans hustru og børn. Hvordan kunne disse besvigelser ske? Svaret er såre enkelt. Bankens regnskabsføring var for primitiv og revisionen for lidt effektiv. Møller havde i sin kasse både midler, han skulle svare til efter sin kassebog, og nye, endnu ikke udgivne sedler, som ikke var indført i hans kasseregnskab, men hvorover der førtes et helt andet regnskab, og det oplystes under sagen, at den påbudte revision ved de fem bankkommissærer i å 2 gange ugentlig og af de to køb­ mænd, som var udvalgt til at kunne efterse bankens kasser og bøger en gang om måneden, aldrig blev foretaget. Den eneste revision, der foretoges, foregik fast 1 1 . marts og 1 1 . september. Da indfandt en af kommissærerne og en af revisorerne sig ved lukketid og spurgte om kassebalancen, men pengeskabet blev aldrig åbnet i den anledning. Regeringen var ikke interesseret i, at det kom offentligt frem, hvor stort et beløb Kurantbanken havde mistet. Det kunne have skabt en alvorlig tillidskrise.1 ‘ Sagen mod Møller blev ført bag hermetisk lukkede døre, og den kom ikke for de normale domstole, men behandledes udelukkende af en tomandskommission, bestå­ ende af højesteretsassessor Fr. Chr. Sevel og justitsråd G. Linde, som også afsagde dommen, og Møller afstod fra at have en for­ svarer.35 I dommen nævnedes ikke noget bestemt beløb for besvi- gelserne, men kun at de var på mere end 3 0 . 0 0 0 rd. (hvad man jo tør sige, at de va r!), og Møller dømtes til at arbejde i jern i Københavns fæstning, »indtil han enten faaer afbetalt, hvad han ved endelig Afregning bliver skyldig til Banqven eller ved Døden afgaaer«. Bemærkningen om den endelige afregning var naturligvis også et led i tilsløringspolitikken. Kommissionen kendte ved doms­ afsigelsen meget vel det tabte beløb. Dommen var utvivlsomt mildere end ventet. Luxdorph mente

4 9

4