HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1969

J. S V A N E - M I K K E L S E N rede i 1860 havde oprettet et fond med det formål at opføre en bygning til fribolig for gamle, veltjente betjente og deres enker. Grundstenen blev lagt i september 1863, og i oktober 1864 kunne »Bræstrups Stiftelse« tages i brug.24a At Bræstrups humane sind og gode hjerte ikke mindst viste sig over for det underordnede personale, var anerkendt fra alle sider. Dagbladet havde i sin kampagne for hans afskedigelse oven i købet brugt dette som bevis på, at selv disse hans bedste egenskaber blev til fejl, hvis han skulle gennemføre reformen, fordi han aldrig ville have hjerte til et »durum est, sed ita lex«,2"’ d.v.s. den effek­ tive udrensning, som den efter manges mening måtte medføre. Selv om det var de administrative forbedringer, som indførtes i 1863, der i længden skabte et nyt politi, skal man utvivlsomt vogte sig for at undervurdere Bræstrups afgang som psykologisk faktor. Som udpræget konservativ gik han dårligt i spand med de national­ liberale regeringer, der prægede tiden mellem de 2 slesvigske krige, og kom til at stå som eksponent for det hårdt belastede forhold mel­ lem Københavns politi og offentligheden i årene omkring enevæl­ dens ophør. Det var med Bræstrups helhjertede støtte, at politiet var den sene enevældes villige regeringsredskab, men dets forholdsvis ringe magt tillod det dog ikke at blive en stat i staten efter 1848, hvad der muligvis heller ikke var Bræstrups ønske. Man følte, at man tog afsked med et stykke fortid ved Bræstrups afgang og rettede alle sine forventninger mod det gennemreformerede politi, der na­ turligvis blev sin herre en lige så tro tjener, som det gamle havde været. Men herren havde rigtignok forandret sig. Den uvurderlige kampagne mod det gamle politisystem, som Fædrelandet under en stadig kamp med censuren havde ført siden begyndelsen af 1840’rne med særdeles aktiv støtte fra Dagbladet, der hurtigt efter dets start i 185 1 overtog den ledende rolle, var endt med at blive et regeringsanliggende. Bille var som redak-

r 5 2