HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1969

J. S V A N E - M I K K E L S E N for et hævdvundet supplement til den faste løn. Tidligere forsøg på at afskaffe uvæsenet var netop strandet på frygt for de lønforhøjel­ ser, der måtte gives i stedet. Alle var imidlertid enige om at fordømme systemets højst uhel­ dige karakter, så siden 1857 var alle reformforslag gået ind for dets afskaffelse. For at understrege forbudets alvor foreskrev Casses lov­ forslag af 1862 øjeblikkelig afsked, hvis det blev overtrådt, men folketinget ændrede det i retning af mildere straffebestemmelser med afskedigelse som den hårdeste. Som omtalt havde politidirektør Bræstrup allerede i 1848 er­ kendt, at politiet havde mistet sin moralske kraft, som han kaldte det, og efterhånden indså også han, at respekten for politiets myn­ dighed kun kunne bygges op igen med lempe. 1857-betænkningen fastslog, at politiet burde sikre sig befolkningens støtte ved at op­ træde høfligt og tjenstvilligt mod alle, og det er klart, at dette krav accentueredes efter 1860 og siden var et fast punkt i alle de udkast, der omsider resulterede i en lov. Virkeliggørelsen af denne ideale optræden ansås for meget væsentlig for den så hyppigt omtalte nye ånd. Og endelig opfyldte straffebestemmelserne om politiets myndig­ hedsmisbrug et savn, som føltes hårdt i 1860, da offentligheden er­ farede det pauvre resultat af den disciplinærundersøgelse, der ind­ ledtes efter nytårsurolighederne. Nu skulle enhver grovere forseelse behandles af domstolene, mens mindre forsyndelser dog stadig kunne pådømmes af politidirektøren, som herved bevarede en lille rest af dømmende myndighed i rent interne sager. Betænkningen af 1860 indeholdt også sådanne forholdsregler, men uden at fratage politidirektøren den øverste myndighed. I københavnernes eget råd, borgerrepræsentationen, havde harmen over politiets optræden i 1860 givet sig udslag i, at forsamlingen ved sin behandling af den nævnte betænkning krævede, at politiet skulle give øjeblikkelig ind­

1 4 8