HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1969

J. S V A N E - M I K K E L S E N hjem fra offentlige beværtningssteder før midnat, »naar man ikke er bevandret i Byens Mysterier og kjender de enkelte Kneiper, hvor Politiet tolererer og Vægterne imod en liden Haandpenge af otte Skilling eller en Mark begunstige det saakaldte »Nattesæde«,« og i en omtale af helligdagslovgivningen opfordrede bladet direkte po­ litidirektøren til at sørge for, »at Loven, som er eens for Alle, ogsaa i sin Udførelse bliver det; thi naar det ikke skeer, faaer det let for et mistænkeligt Publikum Udseende af, . . . . at den Ene »smører« bedre end den Anden, og det Douceur- og Gratialesy­ stem, hvorefter Politiets underordnede Betjente lønnes, gjør en saadan Mistanke saare naturlig, men lidet heldig for den Anseelse, som Politiet i høi Grad trænger til at tilkæmpe sig i den offenlige Mening«.92 Men det var også galt, da politidirektøren anklagede studenter­ foreningen for nattesæde og helligbrøde p.g.a. lørdagssoldene, som fik mange af foreningens naboer til at klage over uro og larm. Heldigvis blev sagen hævet efter forhandling mellem Bræstrup og foreningens seniorat, for de liberale blade mente, at det var rimeligt at tage lempeligt på unge menneskers »i og for sig naturlige Liv­ lighed«, og da politiets overbærenhed mod studenterne nu havde 30-40 års hævd, kunne den vel fortsætte, indtil studenterforeningen om et års tid skulle flytte til sin egen bygning uden nære naboer.93 Med en konsekvens som en naturlovs bragte Flyve Posten i samme anledning et stort indlæg, hvori man med ætsende ironi tillod sig at spørge, hvorfor i alverden »de unge Mennesker, der ere Intelli- gentsens Bærere, [skulle] sættes i Classe med andre Dødelige ved at underkastes almindelige Anordninger og generes af Politiet«.94 I forbindelse med næsten enhver klage over politiets vilkårlighed antydede især Dagbladet flittigt, at årsagen skulle søges i det offi­ cielle bestikkelsessystem, nytårsgratulationen, som efterhånden greb om sig i en sådan grad, at Flyve Posten ikke tog i betænkning at

98