HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1968

C H R I S T I A N S H A V N S G R U N D L Æ G G E L S E forstand. Det fremhævedes til sidst, at løftet om købstadsprivilegier måtte opfattes som en stimulans til at bygge, samt at kongen i be­ gyndelsen var henholdende med at opfylde dette, men pludselig svingede om og begyndte at indfri sine løfter, selv om betingel­ sen herfor i form af kraftig byggeaktivitet ikke var til stede. Det synes dog at have virket efter hensigten, hvilket ses af den øgede tilskødning (og formodede byggeaktivitet), men samtidig blev det indtil da fastholdte storgrundsprincip gennemhullet, og kravene til de oprindelige grundejere og disses arvinger blev slækket eller fra­ faldet. Det vil vist være rimeligt her at betragte et par af Christian IV ’s andre byanlæg i tidsrummet før Kejserkrigen for at se, hvorledes det lykkedes at få disse befolket og bebygget. For Kristianopels vedkommende skete det hårdt og brutalt ved nedlæggelsen af ikke mindre end tre andre købstæder i Blekinge. Indbyggerne fik besked om at forlade deres byer og drage til »de omliggende købstæder«, d.v.s. til Kristianopel, hvis de fortsat ville bruge borgerlig næring.0 På lignende måde ordnedes forholdene for Kristianstads vedkom­ mende, idet den nærliggende, netop nedbrændte købstad Væ ’s pri­ vilegier med et pennestrøg ophævedes. Indbyggerne beordredes til den nye by, og da denne forholdsregel ikke viste sig tilstrækkelig, nedlagdes tillige den langt fra ubetydelige købstad Åhus, hvis ind­ byggere fik en kort frist til at flytte til Kristianstad. Disse eksem­ pler, der kunne suppleres med adskillige andre,6 turde være til­ strækkelige til at antyde de midler, regeringen tog i anvendelse for at skaffe befolkning til og dermed bebyggelse i de nye byer. En sådan handlemåde kunne næppe komme i betragtning i forbindelse med Christianshavns befolkning og opbygning. Områ­ det lå jo lige op ad rigets hovedstad, som næppe lod sig rokke, og selv om vi har konstateret, at den gamle by efterhånden var ved at være for lille, kan man næppe tale om en så akut pladsmangel, 87