HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1968

E R I N D R I N G E R

ordentligt voksent eller børnebal i halvfemserne; men ham måtte man også sikre sig mindst tre uger før baldagen. Først marcherede man salen rundt nogle gange til tonerne af festpolonaisen; og så begyndte dansen. Den opførende kavaler lod de første tre-fire par danse ud, og han »klappede af«, når dansen skulle høre op, så de næste par kunne komme til. Der var aldrig trængsel på gulvet, for disse ordrer overholdtes strengt. Det skulle man byde nutidens unge! Men dengang tænkte ingen på, at det kunne være anderledes! A f runddansene var vals den almindeligste og mest elskede, men der dansedes også mazurka, der især var virkningsfuld, når der var herrer i uniform, der rigtig forstod at knalde hælene sammen, så det lød lidt i retning af sporeklirren - hvilket sikkert er menin­ gen med den dans. Det var Agnetes yndlingsdans, da hun blev baldame, mens jeg holdt allermest af at smægte i en »sagte vals«. Der dansedes også en del polka, men i min tid blev den betragtet som infantil og tåltes i grunden kun i form af galop. Du gode Gud, hvor vi galoperede! Sveden drev af både herre og dame, hvilket ikke kan undre nogen, når man har hørt, hvordan man var klædt på under balkjolerne. Herrerne havde alle mindst een reserveflip med i lommen, så de kunne tage en frisk og stiv flip på, når nr. et var »svedt ned« til en uformelig klud. Det var ikke særlig æstetisk. Den mere rolige dansemåde kan altså have visse fordele. Men alligevel! Hvor er det en skam, at de gamle, smukke tur-danse er gået så komplet i glemmebogen til fordel for nutidens ca. 1950 jokke-rundt danse. De var så morsomme både at danse og at se på, især fordi damernes dragter altid var i klare, lyse farver, der kontrasterede ganske anderledes smukt mod de sorte herrekjoler end senere tiders grumsede og mørke farver. For slet ikke at tale om »bluse-og-nedérdel« moden og den slags depri­ merende fænomener. 169