HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1968

Z E L I A N. A N D R U P leger - oftest som en herremiddag, men der var årlig flere andre selskaber for husets vennekreds. Et par af dem holdtes på landet. Da mine ældre søstre deltog i tidens selskabelighed, medførte det, at der blev holdt baller eller karnevaller for deres omgangs­ kreds. Disse baller var en meget højtidelig forestilling, der gennem­ førtes efter firsernes strenge ritual. Jeg vil her give en skildring af et bal, som det gik for sig i perioden omkring 1890-94. Først blev listen over de eventuelle gæster forelagt min far til godkendelse. Elan var ikke snobbet, og det hændte, at navnet på en gæst fra et anset og velhavende hjem blev slettet til fordel for en anden, som ikke kunne »gøre gengæld«, som det hed. Mange af balkavalererne var sønner af min fars venner. Justitsminister Nellemanns 3 eller 4 børn hørte ganske vist med til den faste stab, men det var dikteret af venskab både mellem forældrene og de unge. Der var intet i vejen for, at der blev indbudt unge men­ nesker, som pigebørnene havde gjort bekendtskab med i andre huse eller i skolen, men det sås helst, at det var akademikere. Så blev der udsendt trykte invitationer. Søndagen før ballet måtte alle de gæster (herrer), som ikke tidligere havde været i huset, stille på visit, og søndagen efter ballet måtte samtlige mand­ lige gæster aflægge takkevisit. Det var altid ved 3 -4 tiden. De unge herrer mødte undertiden de ældre søstre, der hver søndag gik tur på Langelinie, men naturligvis skulle være hjemme til »visit­ tid«. Det var utænkeligt, at de kunne følges hjem med deres unge venner; derfor fremkom den latterlige situation, at pigebør­ nene spadserede på det ene fortov og deres balkavalerer på det andet hele Bredgade igennem og først hilste på hinanden, når de stod ved entrédøren på 1. sal i Dr. Tværgade 40, og havde ringet på klokken. I den store, lyse dagligstue sad min mor og tog imod. Trakte­ mentet var til at overse, for der blev ikke budt det fjerneste, ikke

164