HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1968

Z E L I A N. A N D R U P den lille, hvide emailleelefant kunne jeg ikke stå for, og jeg listede mig gerne hen for at pille ved den. Det tog han mig ikke ilde op. Han havde børnebørn, som også interesserede sig for »bedstefars lille gis«. Rygtet gik endda, at de fik lov til at lege med den sam­ men med deres andre legetøjsdyr. Mens gæsterne samledes, konverseredes der. Der blev hverken budt tobak eller nogen form for cocktail eller aperitif. Min far gik rundt med en dosmerseddel og betroede herrerne, hvilke damer de skulle have til bords. Der lå kort ved kuverterne i spisestuen, men jeg mindes ikke, at der nogensinde var »bedes føre« kort i entreen. Når alle var samlede, gik man til bords. Det var for os børn et befriende øjeblik. V i skulle ganske vist sidde til bords Gud ved hvor længe, mens man arbejdede sig igennem de mange retter, men vi sad dog for os selv ved det lille bord, og ved siden af os på gulvet havde vi vore skoletasker, så vi i de lange »mellem­ akter« kunne læse lektier i fred. Dersom man da kan kalde den uophørlige knebren fra hovedbordet for »fred«. Men det hele blev for os et jævnt spektakel, som vi så glimrende kunne abstrahere frå, omtrent som larmen i en maskinhal eller som en radioudsen­ delse fra Tchekoslovakiet. Kun talerne virkede forstyrrende, og dem var der mange af. Halvfemserne stod ikke tilbage for nuti­ den i den ædle kunst at oversavle hinanden. Desuden var der al den dejlige mad, som vi nød i fuldt mål. Vin fik vi også, så meget vi ville have. Det var et princip hos min far. Der blev skænket for os som for voksne, men vi skulle selv holde måde, og Gud nåde os, hvis vi drak mere, end vi kunne tåle. Når middagen langt om længe var forbi, gik selskabet ind for at nyde kaffen og likøren (eller cognacen). Damerne samlede sig i dagligstuen og kabinettet, mens herrerne fik serveret i »det store kontor« og det overfor liggende mindre værelse. I disse to stuer

162