HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1968

Z E L I A N. A N D R U P arbejde med at pille dem. Jeg siger »pille« ikke »knække«. Vi måtte med pincetter pille den gule hinde af kernerne, og helst skulle det gøres, uden at den gik i stykker, hvilket er meget van­ skeligt. Men der kan gå sport i alt, og vi konkurrerede ivrigt om, hvem der kunne fremvise flest hele, pillede kerner. De kom på bordet i små krystalskåle med ske til at forsyne sig med denne sjældne vare, som i høj grad appricieredes af gæsterne. Særlig morsomt for os var dette arbejde ikke, men det var kun rimeligt, at min far mente, at disse mange pigebørn skulle gøre en smule nytte. Til daglig faldt det hverken min mor eller os ind, at vi kunne hjælpe til med det mindste i huset eller blot sy vore egne afrevne knapper i. V i gjorde ikke times gavn. Parallelt til valnød­ derne om vinteren havde vi rejerne om sommeren. Det gik hyp­ pigt på, at der hos rejekonerne på Strandvejen købtes bunker af rejer. En halv time før måltidet ringedes der med en stor mælke­ klokke (den slags som mælkemanden den dag i dag bruger i pro­ vinsbyer) den samme, som altid på landet kaldte os til bords, og så måtte alle pigebørnene stille til rejepilning. Det var ofte flere pund, det drejede sig om, så vi havde travlt, og det var ikke blot, når vi havde gæster. En skål med upillede rejer er vist aldrig set på bordet i det h u s .---- Nå, der var altså ikke til at være i nogen af opholdsstuerne, og helt umuligt var det at læse lektier nogen steder, hvis man da ikke ville sidde i barnekammeret, og der var jo heller ikke noget bord at sidde ved. I spisestuen var anretterbordet blokeret af service til middagen; især fyldte de lysegrønne skylleskåle plus stabler af desserttallerkener op, så der var ikke plads til en fem­ øre, langt mindre til en skolebog. Det klogeste var at absentere sig, og så gik man en tur, hvis vejret da var til det. Kl. 4 måtte jeg være hjemme igen for at klæde mig om - eller blive klædt om til middagen. Ganske vist var det kun de voksne børn, som kom

1 6 0