HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1968

Z E L I A N. A N D R U P drukket til osteretten, og til desserten kunne man vælge mellem portvin eller madeira. For at undgå forveksling bar krystalkaraf­ lerne sølvkæder om halsen med skilt med de tre hedvines navne. De fire slags vin var obligate ved de fleste af mine forældres sel­ skaber, hvorimod bourgognen ikke var nødvendig ved familie­ middage og mindre middage. De fleste af retterne var rigt garnerede, så der var hårdt brug for arbejdskraft i køkkenet. Det var ganske utænkeligt, at et par af husets mange døtre kunne sættes til at tage lidt fat, hvorimod der indforskreves forskellige hjælpende ånder, blandt andre husets vaskerkone, madam Christensen. Suppen, som oftest var en kraf­ tig oksekødsuppe, havde forskellige franske navne efter den for­ skellige garniture, den optrådte med, »Juliennesuppe« med fint- skårne rødder og lidt smalle spinatstrimler, til aspargessuppe hørte æggestand og mange asparges, til almindelig klar suppe kødboller og bagte boller (miniature) samt riflede rødder skårne med char- treusekniv o.s.v. Disse emner forstod min mor sig på, og hun var en mester til at variere retterne. De franske navne var det mest min far, der brugte, min mor var mere engelsk-indstillet, og jeg husker ikke mere alle disse navne, men når jeg læser i mine store, franske kogebøger, smiler jeg ofte genkendende til både supper og fiskeretter. Huset var ikke uden grund kendt for sit gode køkken. Til fisken var der fint udstukne kartofler og ofte en eller anden lækker sauce tillavet med æg og smør (hollandaise, sauce vin blanc o. 1 . til laks eller pighvar). Tomatsauce kendtes ikke, toma­ ten havde endnu ikke vundet indpas i køkkenet. Den forekom undertiden på frokostbordet til hverdag; min far gjorde sig de hæderligste anstrengelser for at vænne sig til denne for ham så uvante frugt, som vi andre jublede over, men det lykkedes aldrig for ham. Det var ligeledes ukendt i min barndom at servere grønsager under nogen form til fisk. Det eneste grønne, de stak­

I 5 6