HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1968

Z E L I A N. A N D R U P at knytte tidens bedste lærerkræfter til sin skole. Der er vist få, der kan prale af at være bleven undervist af en så strålende lærer­ stab, som jeg havde i min gymnasietid: L. Moltesen i kirkehisto­ rie (sandt at sige ikke morsom). M. Mackeprang i historie. Hans Holten-Bechtolsheim i latin, senere Ove Jørgensen, da Holten fik ansættelse på Sorø Akademi. Ove Jørgensen er vist mere bekendt, men Holten var så absolut den dygtigste og mest inciterende af de to. Vilhelm Andersen i dansk. A. B. Drachmann i græsk. Den bekendte filolog Heiberg var samtidigt ansat ved skolen, min søster Agnete læste græsk med ham. Jeg tvivler på, at nogen skole, hverken privat- eller statsskole nogensinde senere har kunnet Men tilbage til 1897, da Vilhelm Rasmussen blev min lærer i naturhistorie. Han vakte min interesse for naturfag, hvilket jeg endnu idag er ham taknemmelig for. Men sikken en komedie med formaninger op og ned ad vægge, inden vi fandtes præparerede til at gå ind til denne nåde! For eksempel blev vi instruerede om, at vi ikke, som sædvanlig, når vi ønskede at træde af på naturens vegne, måtte sige: »Må jeg gå ud?« V i skulle sige, at vi ikke var rigtig raske. I det hele taget blomstrede snerperiet i denne ellers så fortræf­ felige skole, som fik det kunstgødning. Hos fransklærerinden måtte vi ikke oversætte »être à califourchon sur une barre« ved »sidde overskrævs på en bjælke«, nej, det var et stygt og meget upassende udtryk. Det hed »ride på en bjælke« og således frem­ deles. Den sarte frk. Ringberg ville have rødmet ned i fjederstøv­ lerne, havde hun anet, hvilke uhyrligheder hendes uskyldige små lam få år efter kom ud for i de græske tekster hos A. B. Drach­ mann. Men endnu er jeg kun en lille pige i »de små klasser«, som sid­ mønstre en sådan buket af kapaciteter. Agnete blev student i 1902, jeg i 1905.

150