HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1968

Z E L I A N. A N D R U P Vore nåle har navne efter operaens stjerner, og jeg er den lykke­ lige ejermand af »Herold«, en usædvanlig lang fyr, der har en dejlig tone, når han klemmes rigtig godt fast under pultens låg. Naturligvis kan denne sport kun drives med held, når man er nogle stykker om det, så lyden stadigt kommer fra forskellige steder. Ellers var synderen alt for let at finde. Når jeg bliver straffet med oversidning og »seddel med hjem«, tages det aldrig højtideligt af mine forældre og følgelig heller ikke af mig selv. Kun een anmærkning fik vi på hovedet for. »Uopmærk­ som«. Stod der det, blev min far meget vred. Ellers kunne vi så nogenlunde skabe os, som vi fandt for godt i skolen. Jeg havde hørt en for mig opbyggelig historie om min fars indstilling til de ældre søstres skolegang, og den gav mig en vis afstivning i mit eget forhold til skolen. En af de tre store søstre, som dengang gik i frk. Richards skole, sad og læste på sin geografilektie til næste dag. Hun bad min far hjælpe sig med at finde bugten ved Squillate på kortet. »Bugten ved Squillate? Hvad er det for en bugt?« Han søgte forgæves på kortet og sagde til sidst: »Jeg kan heller ikke finde den; men det er også ligegyldigt, den bugt behøver du ikke bekymre dig om«. Næste dag gik min far op på skolen til frk. Richard og spurgte hende, om det var rigtigt, at hun krævede af børnene, at de skulle lære bugten ved Squillate, for det var da meningsløst. »Børnene i min skole skal kunne bugten ved Squillate«, svarede denne be­ stemte og originale dame. » Ja vel«, svarede min far, »men mine døtre skal ikke lære bugten ved Squillate«. Og så drog han hjem med alle døtrene. De kom over i N. Zahles skole, hvor så resten af sværmen kom ind, efterhånden som de voksede til. Forholdet til frk. Richard vedblev mærkeligt nok at være særdeles venligt; jeg så jo, at hun kom som gæst ved middagsselskaberne også efter »slaget ved Squillate«.

1 4 8