HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1968

E R I N D R I N G E R hele redeligheden op i fodenden af sengen og begynder den ked­ sommelige påklædning. Natkjolen af og chemisen på er et øjebliks sag, selv om man sidder i en seng, og det er både varmere og hurtigere end den besværlige proces at stå ud af sengen, trække armene ud af natkjoleærmerne og trække den ned over hofterne, tage chemisen over hovedet for så endelig at træde ud af natkjo­ len. At tage natkjolen af inden man tog chemisen på var utænke­ ligt, så havde man jo kun den stumpede uldtrøje på, og det var meget upassende og derfor forbudt. Uldtrøjen har jeg altså på, den tages kun af om lørdagen, når man efter badet får rent tøj på. Jeg kan godt lide chemisen, den er lækker, af fint, hvidt stof med fine blonder eller festons i halsudskæringen og i ærmegabene. Især er jeg glad for den pæne nye facon med knapper på skuldrene i stedet for tidligere tiders chemise med små ærmer i og bred lin­ ning med chemiseknap, som man skulle passe sådan på, fordi den var af guld. Livstykket med de grå strømpebåndelastikker, hvori de uldne strømper hænger og dasker, kan jeg ikke fordrage, det ligner et seletøj, og desuden er det sjældent rent, for det skiftes kun hver fjortende dag. Det er lidt af et ekvilibristisk kunststykke at trække strømperne på uden at knappe dem af livstykket, som først tages over hovedet. Man skal kunne bøje sig ordentlig sam­ men med knæene helt op til næsetippen; men det er min mindste kunst, for jeg er meget smidig. Det er Agnete ikke, og jeg tror aldrig, hun lærte fidusen ved at lade strømperne blive hængende i livstykket. Strømperne er naturligvis sorte. Hvad skulle de ellers være? Mine havde det lille opmuntrende moment, at de i kanten havde ni højrøde kryds. Systemet med de mange børn og de mange ens strømper var dette: ældste barn eet kryds i strømperne, næstældste to kryds o.s.v. Det var meget praktisk, idet et par strømper, som ved arv gik et trin ned i rækken, kun behøvede at få påsyet et nyt kryds, i stedet for at blive navnet om, som de 143