HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1968

Z E L I A N. A N D R U P spisestuevinduerne på vid gab, og vi hører stuepigen gå frem og tilbage derinde. »Se nu at blive færdig, Agnete. Det varer ikke så længe, før vi skal spise, Louise er ved at dække bord«. En klir­ ren af glas på en bakke tyder på, at jeg har ret. Denne klirren bliver ved. Den bliver så pågående, at jeg irriteret sætter mig op i sengen. Og der står Marie ved sit bord i sin stumpede nat­ trøje med en blafrende tændstik i hånden og klirrer med lampe­ glas og kuppel i det mørke og halvkolde barneværelse. Den lille, hyggelige natlampe har ikke været tændt inat, det er den kun, når en af os er syg, og mærkeligvis er alle raske i øjeblikket. Under Maries stribede nattrøje hænger chemisen ned; den sover hun med om natten. Det gør jeg ikke, men jeg har jo også en rigtig, lang natkjole, så min chemise ligger på stolen ved min seng. Jeg kigger lidt på Marie og ligger og morer mig med at tænke på, hvor sjov hun ville se ud i nattrøje alene og ikke en stump til at dække bagde­ len. Hun sætter sig på sengekanten og klæder sig på; så går hun hen til spejlet og sætter håret op. Hun vasker sig ikke. Hendes toilette må vente, til de fire unger er ude af huset og morgenrengøringen overstået. Servanten må aflastes mest muligt, og Julie og Astrid har her førsteretten. Nu vækker Marie dem, så ved jeg, at klokken er 7^4 og at turen kommer til mig om et kvarters tid. Det nytter ikke, at jeg krampagtigt lukker øjnene og kæmper for at finde til­ bage til græsplænen og den blomstrende rødtjørn, jeg hører dog de ældre søstres levé, deres småskænderier, deres børsten tænder over slumpespanden. Marie går ud for at fylde servantekanden igen nede i badeværelset, og idet hun passerer min seng, kommer det frygtelige øjeblik. »Zelia, du skal op, klokken er halv otte«. Ja , det er jo sandt, jeg skal i skole; det er ikke juni, men januar og juleferien holdt op for en uges tid siden. Æv, hvor er det væm­ meligt ! Gnavent langer jeg ud efter tøjet, der ligger på stolen, hiver

142