HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1968

E R I N D R I N G E R på række efter alder, de mindste forrest. Polonaisen endte med de tre piger. Og så stod man der i mørket og ventede dirrende af spænding, mens det ældste barn tændte træet —en evighed! Pludselig blev fløjdørene slået op, og der stod træet og strålede i et brus af lys, farver og englehår. Alle myldrede ind, men ikke straks til gavebordene og knaset på træet, der var nemlig meget knas i kurve og kræmmerhuse i mine første barneår. Senere fik vi godterne serveret på assietter og skåle på bordene, og træets mange fine kurve og spidse kræmmerhuse blev derved symboler. Et fast greb i hver af mine hænder forhindrede mig i at styrte mig over gaverne straks og styrede mig fast og nådeløst rundt i kredsen omkring træet, mens man sang: »Højt fra træets grønne top«. Der blev sunget mange vers, og det var ikke så lidt af en prøvelse for utålmodige sjæle, som under rundgangen måtte vende ryggen til de bugnende borde. Jeg var da også nær ved at dreje hovedet af led, efterhånden som jeg fik øje på flere og flere her­ ligheder, som jeg i vild optimisme mente, alle var til mig. Endelig slap jeg løs og kunne »gå til sagen«. Der var ingen højtidelig gave­ uddeling, hver måtte gå på jagt og hitte sit. Når alle havde fået deres gaver under almindelig taksigelse og kysseri, faldt der fred over feltet. Børnene legede med deres lege­ tøj, og de ældre satte sig hyggeligt til rette i dagligstuen omkring lampen og læste i deres nyerhvervede bøger. Min far sad altid juleaften i sin stol og pløjede »Blæksprutten« igennem. Ved ni- tiden gik vi ind i spisestuen til Ejbergs mesterværk, den forlorne skildpadde, som pligtskyldigst hvert år overgik sig selv. Bordet var ikke særligt pyntet til jul; strøning af grangrene, kranse i lysekronen, julebukke med silkebånd, englebasser og nisser m.m. tilhører en senere tid. Den eneste nisse, som optrådte på bordet i julen hos os, er den gemytlige fyr på hvidtølsflaskerne fra De forenede Bryggerier.

1 3 7