HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1968

E R I N D R I N G E R og formueomstændigheder, var sommetider pakket ind, somme­ tider ikke. En senere tids raffinement med, at hver person vælger et kulørt papir eller et særligt smukt mønstret papir til sine gaver, såle­ des at selve gavens indpakning angiver, hvem den er fra, kendtes ikke i min barndom. Det er egentlig en smuk skik. V i har her­ hjemme haft de mest tilfredsstillende virkninger af denne idé; f.eks. mat, hvidt papir med røde silkebånd og julestjerner (glans­ billede) ved siden af lyseblå pakker med grankviste som dekora­ tion og sorte med sølvbånd og påklistrede juleklokker og stjerner i sølv o.s.v. Når man er et halvt dusin familier, der fejrer julen sammen og giver hinanden gaver, er her et rigt felt til at lade fantasien spille, og julebordene kan blive meget dekorative på den måde. Men sligt kendtes ikke i 90erne; jeg ved ikke engang, om be­ grebet »Julepapir« eksisterede. Om en gave blev pakket ind eller ikke, afhang af, hvor den skulle eller kunne anbringes. Et år fik Agnete og jeg et par kjoler af hvidt musselin med et mønster af små kulørte cirkler ganske lignende de glaskugler, som børn spiller med. De var syet med blonde i den runde halsudskæring og med silkesløjfer på skuldrene, Agnetes røde, mine blå. De var hængt op på en af hylderne i en reol, og skønt de artsmæssigt måske kunne falde ind under be­ grebet »bløde pakker«, har jeg sjældent fået noget, jeg blev så begejstret over. Jeg husker godt min glæde over straks at få øje på dem, da vi kom ind i julestuen, og mine forgæves forsøg på at bryde ud af kredsen, der gik rundt og sang: »Højt fra træets grønne top«. Jeg måtte jo straks hen og beundre disse vidundere, som ikke kunne være til andre end Agnete og mig. »Boldekjoleme« døbte vi dem, og de spillede i flere år —klogeligt syede med mange læg til forlængelse, som de var - en meget stor rolle for os. Når

1 3 5