HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1968

Z E L I A N. A N D R U P dog var nødt til at give deres børn det tøj, de skulle bruge. Kun hvis det var noget særligt smukt og fint, som ellers ikke blev købt, fandt vi det tilladeligt, at forældre gav deres børn »bløde pakker«. Kun to julegaver fra min barndom har gjort så stort indtryk på mig, at jeg endnu husker dem. Det ene var endda en fællesgave til de tre yngste børn, noget vi skulle »enes om«, og det at enes var absolut ikke vores stærke side. Gaven var en »lanterna magica«. Mon nogen nu aner, hvad det er? Det er et yderst primitivt lys­ billedapparat med en lille lampe som lyskilde og nogle glasplader med kulørte billeder, som projiceres ud på et udspændt lærred. Nej, hvor vi fandt det pragtfuldt! Og det gik udmærket at enes om dette vidunder. Der skulle to til at betjene det (lampen og ind- og udtagning af pladerne), og når lampen ikke mere trængte til pasning, kunne der jo nok være to tilskuere. Det andet var en billedbog med vers i, og den husker jeg kun, fordi jeg havde snydt mig til at liste ind i kabinettet, hvor julegaverne blev samlet i en stor kurv under flygelet, og rode rundt i dem, til jeg fandt bogen med udskrift til mig. Jeg glædede mig nok til juleaften det år, men ikke som jeg plejede. Jeg havde jo ikke overholdt spillets regler, jeg havde gjort noget, som ikke var »fair play«. Selv om jeg ikke kendte sådan fine udtryk, følte jeg særdeles godt, at dette kunne jeg ikke være bekendt, og det pinte mig. Derfor har denne grå bog med titlen »Til mine smaa Venner« i blå bogstaver og med en tegning af en lille dreng med en bog under armen bidt sig så fast i min erindring, at jeg nu ca. 60 år efter er lige så fortrolig med den (skønt den forlængst er gået al kødets gang) som med mine leksika og håndbøger, som jeg daglig tager ud og sætter ind i min reol. Det ville nok have moret giveren, hvis han havde vidst, at denne gave —ved min egen lille sjofelhed —skulle få evigt liv for mig. Julegaverne, som hver især købte og ordnede efter sit eget hoved

T3 4