HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1968

K R I S T I A N H V I D T biem, der kan føre til allehånde teorier. Men for Sveriges ved­ kommende var sagen nu ikke så enkel som i Danmark, hvor man en gang for alle bestemte sig for højre side og blev ved det. I Sverige begyndte man nemlig med højrekørsel - Karl X II , eller rettere hans ministre, bestemte udtrykkeligt i en forordning fra 17 18 , at man skulle have den modkørende på venstre hånd, når man passerede hinanden, d.v.s. holdt sig i højre vejside.10 Men nogle år efter Karl X I I ’s død, 1734, vendte man om på begreber­ ne og indførte venstrekørsel11 - og det holdt man fast ved i 233 år, indtil Sverige den 3. september 1967 vendte tilbage til den ud­ mærkede ordning, som Karl X I I indførte.12 Der er meget, der tyder på, at højrekørsel har sin begrundelse i den måde, hvorpå man kørte med hesteforspændte vogne. De ældgamle ord i dansk, der betegner hestene i et tospand: fjermer og nærmer - den til højre og den til venstre - viser, at kusken fra de ældste tider har siddet eller gået på venstre side af sin vogn. Når kusken sidder til venstre, må han også passere en vogn højre om, så han fra sin plads på vognen kan konstatere, at han ikke støder ind i det modgående køretøj. Medens højrekørsel altså har noget med vognkørsel at gøre, stammer venstrekørsel antagelig fra en grundlæggende regel i selv­ forsvarets kunst, der gælder helt tilbage til middelalderen. Når to ryttere på en vej mødte hinanden, ville de passere venstre om af forsvarsmæssige hensyn. Alle mennesker med respekt for sig selv havde før ca. 1700 et sværd hængende på deres venstre hofte, som de trak blank med højre hånd. Hvis de nu passerede en mand højre om og han pludselig gik til angreb, var de, i hvert fald til hest, ret hjælpeløse. Passerede man derimod venstre om, var man når som helst parat til at slås med den, der kom imod en. Indtil slutningen af 1 700-tallet gjaldt færdselslovene kun for Kø­ benhavn. Udenfor hovedstaden fandtes ingen regler. Trafikken var

1 2 4