HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967
G U S T A V A L B E C K sidighed, hvori Absalon aldrig gjorde sig skyldig«. Ligeledes næv ner Steenstrup ærkebiskop Kristian von Buch af Mainz, hos hvem »verdslig Forfængelighed og Soldateraand aldeles (havde) faaet Overhaand«. Absalon stod ikke tilbage i statsmandsdygtighed og begavelse for disse mænd, hævder Steenstrup, »men hans Delta gelse i Kamplivet har den renere Karakter af en Kamp for Land og Folk og for Troens Udbredelse, man mærker her intet til selvi ske Hensyn. Dertil kommer saa, at Absalon var den alvorlige K ir kens Mand«. Om Lauritz Weibull har anvendt sin betegnelse om Absalon »Nordens Reinhold von Dassel« i bevidst polemik mod Steenstrup, skal være usagt. Givet er det, at der lå en udfordring deri, et angreb på det nationale, myteprægede Absalon-billede. Lidfordringen blev taget op af Hal Koch. Ikke af nationale eller romantiske bevæggrunde, men på strengt videnskabelig grund. I en ypperlig afhandling: »Ærkebispevalget i Lund 1 177 « 191 på viste Koch - i ridderlig polemik med brødrene Weibulls synspunk ter - , at Saxos skildring af ærkebispevalget »har en meget høj Grad af saavel indre som ydre Sandsynlighed for sig«, og at den derfor, »indtil det modsatte godtgøres«, må »betragtes som væsent lig set historisk paalidelig«.192 Billedet af Absalon som den bereg nende politiker, der på forhånd sigtede mod at blive bisp i to stif ter, må derfor vrages ligesom Hal Koch ikke kunne godtage Lauritz Weibulls ensidige opfattelse af Absalon som en kongens og statens mand. Han er ikke Eskils modsætning, men »i høj Grad . . . præget af den ny kirkelige Retning« (Gregorianismen), dels ved sin Pariser-uddannelse, dels ved sit venskab med abbed V il helm, sin omsorg for cistercienserklostrene. Koch vil ikke betvivle, at Absalon har fulgt Valdemar - i hvert fald et stykke - under skismaet, men »dette behøver ingenlunde at betyde, at han er en afgjort Modstander af Gregorianismen«.193 Snarere vil Koch tro, at det var Absalon, »der ledede Valdemars 74
Made with FlippingBook