HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967
G U S T A V A L B E C K derne mod Henrik Løve, og da han Skridt for Skridt bryder med den mægtige Staufer, for senere endog at undergrave Kejsermag ten i Nordtyskland! Hvor fremsynet er han ikke, da han sikrer Tronfølgen og helliger Kongedømmet ved Salvning og Kroning! Eller da han indkalder Vilhelm og sender Anders Sunesøn til Pariserstudieme !«1,,{ Stundom synker lovprisningen helt ned i det banale og barnlige niveau. Det hedder, at han var »Folkets bedre Jeg«,1 '4 og Olrik undser sig ikke for at skrive: »Absalon var selv et Søndagsbarn, og han spredte Søndagsstemning om sig«.175 Olriks bog bør dog nok ses i lyset af den tid, hvor den blev til. Endnu i slutningen af det 19. århundrede kunne man med glad københavnergemyt slå den store bisp på skulderen og synge de helt uromantiske linjer: »I Lille Kongensgade, der boede Biskop Absalon«.1 <(’ Men med århundredskiftet, hvor København foldede sig ud som europæisk storby, byggede sit nye rådhus, ryddede op i ruinerne af Christiansborg og fik ny interesse for den gamle borg med »Absalons Brønd« (jvf. Sophus Bauditz’ tilforladelige og ube tydelige københavnerroman med denne titel ( 1 90 1 ) ) får genopli velsen af Absalon-myten atter gunstige konjunkturer. En ny opti misme afløser pessimismen fra 1864. De kraftige politiske diskussio ner vedrørende forsvarssagen og en voksende modstand mod hvad- kan-det-nytte-slagordet skærper behovet for nationale symboler. 700-året for Absalons død fejres bl.a. med afsløringen af Bissens stol te rytterstatue på Højbro Plads, i hvilken anledning selveste Georg Brandes udformede en tale, »som ikke blev holdt«, men trykt.177 »Talen« er et retorisk mesterstykke, der i sin stil leder tanken hen på lovtalerne fra 1700-tallet (jvf. ovenfor s. 43 ff). Mens Peder Vogelius sammenlignede Absalon med oldtidsskikkelser som Aristi des, Hannibal og Leonidas, sammenligner Brandes ham med Richelieu, der ligeledes kæmpede til hest (ved La Rochelle). »Ab
6 6
Made with FlippingBook