HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

G U S T A V A L B E C K

i Danmarks Folkeforfatning efter Valdemar den Stores Tid er saa pludselig og kjendelig til Bøndernes Skade«, og man farer vist ikke »meget vild fra Sandheden ved at tillægge Absalon og hans Raad en væsentlig Andeel i denne Forandring. Hans Bestræbelser gik vel ud fra Ideen om den bedste Regjering: den som er i den bedste Mands Hænder understøttet af de bedste Mænd«."” Og om Absalons stædige kamp mod skåningerne for at få dem til at be­ tale bispetiende hedder det, at han »i disse Begivenheder« træder »frem mere som Kirkens Mand end som Folkets Ven«.108 »Ingen vil dadle Absalon for, at han handlede i Kirkens Aand og efter sit Embedes Pligter«, skriver Estrup. »Men vistnok er det at be­ klage, at han uden at ane Følgerne hjalp til at binde den Svøbe, som Adel og Geistlighed siden førte over Konge og Land«. Man mærker en ny tids syn på Absalons politiske gerning i disse ord. Men herudover slutter Estrup op bag Suhms kritik af Absalons bjergsomhed. Han bebrejder Saxo, at han fortier om sin helt, »hvad den sjællandske Krønike beretter: at Kong Valdemar fra­ tog Hovedmændene for Opstanden saameget Gods, at Absalon fik deraf ikke aleneste, hvad han havde mistet, men mere til«,"’” og han refererer det skånske sagn fra Jon Halthorsens saga om Absalons hårde adfærd over for en bonde, hvis ager grænsede op til ærkebispens jord, som et udtryk for, at bispen havde ry for at være gerrig.170 Estrups bog er den første samlede monografi af Absalon, når man ser bort fra de ovenfor s. 43 ff nævnte to lovtaler. Her er vir­ kelig gjort et ærligt forsøg på en kritisk behandling af overleverin­ gen i den udstrækning, som kilderne var forfatteren »bekiendte, brugbare og tilgængelige«. Det billede, han havde tegnet af Absalon, fik dog ikke lov til at stå uantastet, for så vidt som C. Paludan-Milller i sin vægtige afhandling »Bidrag til Kritik af Saxo’s Historieværk«171 genvakte

64