HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

A B S A L O N S E F T E R M Æ L E Sorø Kloster, genskaber af det danske rige og genopvækker af den danske ånd. Han er en ensom sjæl, der i festens og triumfens time drages af eskatologiske tanker og syner: »Som kunde han Basunens Klang I Verdenslysten høre«.150 Digtets kulmination bliver Knud Lavards ophøjelse til helgen og hans efterkommeres befæstelse i retten til Danmarks trone. Det er Absalon, der ved sin styrke, kløgt og fromhed leder det historiske forløb fra Haraldsted til Ringsted. Da kongen vakler i sin styrke, pint i sjælen ved gensynet med prins Buris og mindet om Liden Kirstens brutale død, er det Absalon, der fører ham til kilden i Haraldsted. Ved synet af dens undergørende kraft vågner kongens tro og tillid igen: »Nu ser jeg Dannemarks Eng og Vang Igjen i Helligdagsklæder«.151 Ingemanns dom over Absalon og hans eftermæle finder udtryk i et par kantateagtige linjer, der fletter Absalons og Sorøs skæbne sammen: »Hvad Axel bygger skal ej forgaa, Om ogsaa i Grus det falder; Fugl Phønix karsk kan af Ild opstaa; Ret aldrig dør hun af Alder«.152 Det er i det foregående nævnt, at Grundtvig lod sig inspirere af Ingemanns »saa dejlige, mig inderlig dyrebare Digt«. Allerede i 1823 havde Ingemann underrettet sin digterbroder om sine pla­ ner om et stort episk digt om Valdemar den Store. Grundtvig havde svaret med at udtrykke ængstelse for, at Ingemann ikke 59