HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

G U S T A V A L B E C K

mange, som havde fortient Døden, bleve ved Erke-Bispens Forbøn, pardonnerede« .83 Tonen er ganske usentimental. Saxos forsøg på at omgive Absa­ lons forhold til skåningerne med en nimbus af kristelig tålmod og human eftergivenhed mærkes kun svagt hos Holberg. Ligesom Huitfeldt går Holberg derefter over til at skildre begivenhederne omkring Frederik Barbarossas sendebud til Knud V I. Absalons tale til »Gesandten Sigfred« har hos Holberg følgende ordlyd: »Tænker du at Dannemarks og Thüringens Leylighed er eens, og at Keyseren kand løbe saa læt der ind som i Thüringen: kommer han hid, skal han finde Folk for sig: drag derfore tilbage, og siig din Herre, at Kong Knud er i ingen maade Keyseren forpligtet«.84 Som det ses, jvf. ovenfor s. 31-32, er det så godt som ordret en gengivelse af Huitfeldts formulering af Absalons svar. Man forstår, at denne markante episode er blevet hamret fast i den folkelige bevidsthed som et umisteligt træk i myten om Absalon. Holberg citerer også Huitfeldts ræsonnement over, hvorvidt det havde været bedre, »at Kong Knud havde erkiendt Keyseren for sin Lehns Herre af det Vendiske Land«, jvf. ovenfor s. 32, og benytter det som støtte for den tese, at Valdemar aldrig har været kejserens vasal af den danske krone, men kun af Venden, et pro­ blem der i overraskende grad optager Holberg. Hans skildring af Absalons sejr over Bugislav tager farve af hans betagelse af »den store Minister Erke-Bisp Absalon« og hans nationale bedrifter: »Absalon brugte da saadan u-troelig Hastighed, at han kom Fien- derne paa Halsen, førend de havde faaet Tidender om hans Ud­ rustning . . . og toge Flugten, saa snart de saae Absalons Fane flyve paa den Danske Flode«.85 Sejren over Bugislav og Knud V I ’s senere kampe mod de hol­ stenske grever får Holberg til at hævde, at »den Danske Milice udi disse tvende Kongers Tiid maa have været den anseeligste og

38