HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

G U S T A V A L B E C K en tradition fra Saxo, og som i endnu højere grad end denne lader Absalon fremtræde som den tapre og uovervindelige kæmpe.41 Den hele saga slutter med en apoteotisk forherligelse af krigeren Absa­ lon: »I alle disse kampe, som de (danskerne) havde med vender­ ne siden Valdemar Knudsøns død, var Absalon ærkebisp kong Knuds formand og rådgiver; og ikke havde de vundet slig en sejr, hvis ikke han havde været med, fordi han har været næsten den største hærmand og kampmand hidentil i de nordiske lande«.42 Knytlingasaga stammer formentlig fra tiden 1250-70. Det er uvist, om man kan tage dens absalonforherligende tendens som et udtryk for, at den store ærkebisps krigerry har holdt sig usvækket i århundredet efter hans død, dertil er sagaens skildringer af Val­ demar den Store og Knud V I alt for afhængige af Saxo-traditio- nen. Det er iøvrigt påfaldende, hvor sparsomme andre kilder er med oplysning om Absalon. Annalerne nævner f.eks. aldrig hans navn i forbindelse med venderkampene eller blodgildet i Roskilde. Nogle af dem omtaler Constantin, der faldt under forsøget på at slippe væk sammen med Absalon, men Absalon selv nævnes i denne forbindelse ikke. I annalerne forekommer ofte årstallet for hans valg til biskop i Roskilde ( 1 1 5 7 eller 1 1 58) , til ærkebiskop i Lund ( 1 1 7 7 ) og hans død ( 1 20 1 ) . Nogle annaler nøjes med at nævne hans dødsår. En enkelt annaltradition (Annales Slesuicensis) bidrager til mytedannelsen ved under 1 1 58 at give ham medan­ svaret for genopbygningen af Dannevirke (teglstensmuren).43 Han spores ikke i vor folkevisedigtning, inden for hvis navnestof brode­ ren Esbern Snare dog findes. Den forkortede Saxo (Compendium Saxonis) fra omkring 1300 viderefører naturligvis en stor del af Saxo-beretningerne og er præget af sin hovedkildes tendens, men forkortelserne betyder dog i nogen måde en svækkelse af fremstil­ lingens noget ensidige Absalon-forherligelse.44

22