HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

G U S T A V A L B E C K de sig så kendskab til landets bogverden og til dets tungemål og har således drevet det vidt ikke alene i de frie kunster, men tillige i gudsvidenskaben. Deres medfødte tungefærdighed sætter dem nemlig i stand til ikke blot at vise sig som skarpe hoveder, hvor det i en ordstrid kommer an på at klare for sig med bevisgrunde, men også til, hvor det gælder kirkens anliggender, at lægge deres duelighed som dekretister og legister for dagen«/1 Kapitlet danner optakten til den første præsentation af Absalon, hvilket næppe er tilfældigt. Samtidige udsagn viser, at Absalon var agtet og beundret i den internationale romerkirke for såvel sin kirkelige nidkærhed som sin dannelse. Således lægger den munk, der i tiden omkring 1210-30 skriver Abbed Vilhelms Krønike, ganske særlig vægt på at fremhæve Absalons kristelige og gejstlige dyder, og kun i et enkelt, men til gengæld virkningsfuldt udtryk hentyder han til hans krigergerning: »Vendernes vældige fjende«. »Præstedømmet i Roskildekirken var på samme tid smykket med biskop Absalon, en mand med stort snille, klerkenes pryd, de sør­ gendes og nedbøjedes trøstermand, alle munkes hengivne ven og hele folkets bramløse styrer, de fremmedes og fattiges milde for­ sørger, Vendernes vældige fjende, troens smykke, et mønster på ædruelighed, et forbillede på kyskhed, et herligt spejl for sjælsadel og retfærdighed, et lys, der strålede i Herrens tempel, og samtidig dets faste og urokkelige støtte«.38 Det kan ikke undre en, at en kirkens mand især hæfter sig ved Absalons kristelige dyder og fortjenester. Mere overraskende er det, at en gravskrift, der sandsynligvis stammer fra det 13. århun­ drede og er kendt gennem den sjællandske krønike, især roser ham for verdslige egenskaber som skønhed, kraft og visdom ved at sammenligne ham med henholdsvis bibelens Absalon, Samson og Salomon.39 Denne inskription erkender, at menneskelig storhed forgår, og den samme tanke går igen på en senere indskrift ud­

2 0