HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

G U S T A V A L B E C K

H E LMO L D OG ARNOL D Kilder, der er samtidige med Saxo, er ikke nær så meddelsomme som denne om Absalons indsats som kriger og politiker. Helmolds »Slavekrønike«, der er blevet til i tiden o. 1 1 70, altså mens Absalon endnu var ung, og inden han blev ærkebiskop, nævner ham blot som deltager i Rügens erobring 1169 . Han sammenstilles med sin tyske kollega Berno af Magnopolis (Mecklenburg), der ikke næv­ nes af Saxo i denne sammenhæng. »Begge var til stede og viste den største nidkærhed for at få grundlagt gudshusets tjeneste iblandt et »vanartig og forvendt« folkefærd«/2 Helmolds fortsætter, Arnold af Lybeck (ca. 1200), er lidt mere meddelsom, men holder sig også til billedet af Absalon som kirkens mand. Det hedder i det smigrende kapitel 5 (Om danernes agtværdighed), at Absalon ikke gav sin forgænger i ærkebispestolen, Eskil, det mindste efter i iver for religionens fremme, og han karakteriseres som fyldt af bræn­ dende retsiver og - med en bibelallusion - »omgjordet af Guds rustning«. »Kräftigen udrustet af Herren med mangfoldige gaver og dyder, havde han dog sin egentlige hovedstyrke i det kyskhedens smykke, der var hans gode samvittigheds bedste klenod«.33 Her hentyder Arnold til Absalons ugifte stand og hans nidkære kamp for at gennemføre kravet om gejstlighedens cølibat, et af strids­ punkterne under den skånske opstand. Det er formentlig dette, Arnold hentyder til, når han skriver: »Alligevel måtte han af nogle døje mangen hård modsigelse, da han ligesom apostelen var nidkær over dem med Guds nidkærhed, og både med overbevis­ ninger, besværgelser og straffende ord oplærte dem til at våge over deres kyskhed«.34 Det hedder endvidere, at kong Knud V I i sin kamp mod slaverne fulgte »ærkebiskop Absalons råd og blev således deres overmand ved kløgt snarere end ved magt«.3l> I kap. 18, Om Lunde ærkebiskop Absalons død —sammenfatter 18