HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

Z E L I A N. A N D R U P tilbage. Holger, den tredieyngste af flokken, blev et par år efter flyttet ud, han var jo en dreng, og det var ikke sømmeligt, at de to køn delte værelse. Men Marie og de fire yngste pigebørn blev i dette værelse endog længe efter, at vi alle var blevet voksne. Det var først Julies sygdom, der medførte en forandring (ca. 1903-04). Igennem 17 år var denne stue således fælles soveværelse for fem, ja de første år for seks mennesker. Det var ganske vist et dejligt, stort og solrigt rum, men man kan tænke sig den luft, der må have været eller snarere ikke været. Ved det ene vindue stod Maries bord, og her sad hun hele dagen og stoppede og lappede for os allesammen, når den daglige rengøring var fra hånden. Når mørket faldt på, tændte hun petroleumslampen og rullede persiennerne ned. Al ventilation foregik ved en lille ventil i det andet vindue. På væggen mod dagligstuen stod Julies og Astrids senge i forlæn­ gelse af hinanden. På pillen mellem vinduerne havde vi den fælles servante med slumpespand ved siden af, og over den hang et spejl i forgyldt ramme, som tilhørte Marie. Når hun stod her og friserede sig, kunne hun i dette spejl holde øje med de tre små barnesenge, der stod på den anden langvæg som tænderne i en redekam. I lang tid troede jeg fuldt og fast, at hun havde øjne i nakken, således som hun selv hævdede, for hun opdagede det jo altid, når vi ikke lå pænt stille, men trods forbudet havde taget legetøj med i sengen og tog det frem, når hun vendte ryggen til. Hvor ofte har jeg ikke spejdet efter disse mystiske øjne under hendes hår, for jeg var klar over, at det kun var, når hun redte sig, at hun kunne se os ! Maries seng var nærmest vinduet og stod ud fra væggen på samme hospi- talsstueagtige måde, og ved siden af sengen havde hun sin kom­ mode, og på den var opstillet en masse ting, som på deres måde var ligeså interessante som nipset på min mors skrivebord. Men de var mindre stabile, så kun enkelte ting er blevet stående i erindrin­ gen. Et kort af en sindrig konstruktion, således at det, når man

162