HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

Z E L I A N. A N D R U P I den bageste del af stuen i væggen ind mod barneværelset var der et vægskab, som vi kaldte »Hullet«. Fra min tidlige barndom husker jeg ikke, at der var andet deri end gamle aviser og mad­ papir, som vi børn havde pligt til at skære ud i passende størrelser til henholdsvis klosetpapir og madpakker. W-C-ruller var et ukendt begreb ligesom senere tiders fedttætte papir, for ikke at tale om noget så luksuriøst som mellemlægspapir. Madpapiret var et tarve­ ligt, halvt klatpapirsagtigt produkt, som omgående sugede al fug­ tighed og altid var ulækkert og skjoldet, når man tog skolemaden frem. Alt papiret lå på gulvet, men senere fik jeg mere interesse for hylderne ovenover. Her havde min mor nemlig al den spiritus, som ikke lå i vinkælderen; rom, cognac, sherry, angosturabitter og hendes egne hjemmelavede likører stod opmarcheret på hylderne, og til »Hullet« stimlede man i de sidste år, jeg var hjemme, for at få en aperitif før middagsmaden. Min far deltog mærkeligt nok aldrig i denne skik. Han havde ikke megen smag for vin og spiri­ tuosa, men det havde min mor, og det var også hende, der af­ gjorde, hvilke vinsorter der købtes ind. Hun havde en hel lille likør­ fabrik i hjemmet. Undertiden var spisestuesbordet i hele sin længde opfyldt af et indviklet system af glasrør, et destillationsapparat, hvor en farvet likør kogte i en glaskolbe over et spritapparat i den ene bordende for senere at opsamles dråbevis i klar tilstand i en be­ holder i den anden ende. Hun lavede brun og hvid Cacaolikør, Benedictiner, Curacao og Angostura, og hendes produkter var af en langt bedre kvalitet, end de hjemmelavede rædsler, man ellers kommer ud for. Der var ikke alene kvalitet, men også kvantitet i dette foretagende. Min mor døde i 19 2 1, og endnu i dag har jeg en enkelt flaske Angustura tilbage, skønt Otto med forkærlighed drak netop dette hjemmelavede produkt. Jeg siger ikke, at vi i alle disse år kun har drukket »Anita-Angostura«, som hun kaldte den, men det var sjældent, at vi købte. Når det erindres, at jeg jo ikke

160