HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967
G U S T A V A L B E C K
Som det ses af det her refererede, er skildringen apologetisk. I modsætning til, hvad der er tilfældet i beretningerne om den unge Absalons indsats mod vender og sklaver, rigets og troens fjender, fremhæves her bispens vilje til from resignation og hans uvilje mod at bruge magt mod landsmænd. Bag den hele fremstilling aner man dog en voksende konflikt mellem konge og ærkebisp. Den balance mellem konge- og kirkemagt, der havde været den unge Roskilde-bisps politiske mål, synes at være blevet truet fra det øjeblik, han blev Eskilds efterfølger. Bag Saxos noget floromvundne skildringer af den skånske opstand øjner man den kendsgerning, at det er kongen, Valdemar, der af rigspolitiske grunde er den for sonlige og kompromissøgende. Situationen skiftede, da Knud V I kom på tronen. At den skånske oprørsånd ikke var kuet, viste sig nemlig straks efter Valdemars død. Absalon trådte frem på det skånske ting, »men talte kun for døve øren; thi almuen var ham ond og lod ham stå ene tilbage, men strømmede selv andetsteds hen for at holde ting og høre oprørets hovedmænd tale«,23 og Absalon må atter flygte tilbage til Sjælland. Da oprøret bryder ud i lys lue, understøttet af kong Knud af Sverrig og Birger Jarl, iler Absalon med sjællandsfarerne til Skåne: »Han red med flyvende faner ind på det tillyste tingsted og hindrede ej blot almuens oprørske for sæt, men satte også med fuld og lovfast dom de gamle love i kraft igen . . ,«.24 Saxo melder intet om blodsudgydelse ved denne lej lighed, men det anes mellem linjerne, at bispen kvæler oprøret i kraft af overlegen våbenmagt. Saxo fastholder imidlertid billedet af den milde, forsonlige Absalon. Da den unge kong Knud hører om det kuede oprør, drager han »frydefuld videre til Skåne, hvor han udlagde Frosta herred til at hærges med ild og sværd«.25 Men da Absalon lægger sig imellem af godhed, slipper indbyggerne med en pengebøde. »Her gik til visse nåde for ret«, skriver Saxo, »når 14
Made with FlippingBook