HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

E R I N D R I N G E R den hvide marmorkonsol stod en alabast-venus under en glaskup­ pel. Venus var jeg ligeglad med, men ved hendes fødder svømmede en delfin, og den fandt jeg ulige mere interessant. Det aller mor­ somste derinde var dog »Gedebukkebensovergeneralen«. Han sad under konsollen og var helt forgyldt, og så sad han der endda med to hoveder. At disse var knægtene, der bar konsollen, og at krop­ pen var en lille forgyldt vase på fodstykket, betød jo mindre. Mange gange har jeg siddet på gulvet og snakket med ham, mest om Venus ovenpå, som han heller ikke brød sig større om, og samtidig moret mig over at se mig selv i spejlet i fortrolig samtale med generalen. I kabinettet hang to af de få malerier, huset ejede; det ene, et stort billede af Liebert forestillende en grønlig måneskinsnat ved en fjord, fortalte mig ikke noget. Jeg var kun imponeret af den svære, forgyldte ramme og den beundring, hvormed min mor og familiens voksne medlemmer talte om det. Det gjorde derimod det andet maleri, som hang over flygelet på væggen ind til dagligstuen. Endnu den dag idag aner jeg ikke, hvad det forestiller, eller hvem der har malet det. En ridder i heroisk kostume står og taler med en »doajlig« dame med gyldent, krøllet hår; hun sidder på en sten, tror jeg, og hendes hvide gevandt flagrer bagud fra hendes hoved. Himmelen blusser rødligt, og i baggrunden aner man skibe i brand. Snart var det Hagbart og Signe ved det brændende jom­ frubur. At Signe sad velbeholden i blæsevejr med sit flotte ge­ vandt, generede mig aldeles ikke. Eller det var en bortførelse, der blev forpurret af de nedrige slægtninge, der havde sat skibet i brand, medens de elskende intetanende snakkede sammen. Eller det var Sigurd og Brynhilde. Det var tusinde ting fra mytologi eller romaner. Dette billede var en af de meget få ting, jeg gerne ville have haft fra mit barndomshjem, men det er sikkert kun godt, at

*57