HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

A B S A L O N S E F T E R M Æ L E

om, at Absalon skal bede kongen afsætte de sjællandske fogeder i Skåne og erstatte dem med »indfødte«, står Absalon stejlt. Han nægter at være med til dette forsøg på at undergrave »kronens gamle og hævdvundne højhedsret«.9 Oprøret bryder ud på ny, og først nu røber Saxo, at det er rettet mod Absalons kirkepolitik og mod hans person. Skåningerne vil ikke udrede bispetiende og er imod cølibatet, ja de erklærer ærke- bispeembedet overflødigt. Kongen går uantastet i land med en hærstyrke i Skåne, men da Absalon nærmer sig kysten, samler skå­ ningerne sten for at dænge hans skib til. Forarget udbryder Saxo: »ingen skænkede det en tanke, at den mand, de drev bort fra Skånes jord, var den samme, som havde fredet alle Danmarks strande, så der var trygt at bo og bygge«.10 Saxo beretter endvidere om, at skåningerne rådede kongen til at fjerne Absalon og de fremmede fogeder, og de fik støtte af de jyske hærmænd, »der troligt nok ønskede x\bsalon af vejen, dels af had til tienden, som nys havde vundet hævd i Sjælland og Skåne, dels også fordi de endnu med skræk kom Fodevig-slaget i hu«.11 Kun Absalons egne riddere sværger ham troskab og lover at »føre deres herre og husbond fri og frank over alt Skånes land, om så bønderne stod ham aldrig så hårdt imod«. - »Men kongen«, sukker Saxo, »lyttede mere til jydernes feje råd end til de andres djærve tale«. Valdemar overtaler Absalon til at opgive videre frem­ færd i Skåne og til at vende tilbage til Sjælland. Men ikke nok med det, kongen takker ham ifølge Saxo for hans store føjelighed, men beder samtidig om at måtte beholde Absalons riddere i sit følge.12 Saxo kan ikke skjule, at dette er et nyt overgreb mod Absalon, som kongen tvinger til at resignere ved at berøve ham hans verdslige magt. Det fremgår endvidere af den følgende skil­ dring, at hadet mod Absalon breder sig mere og mere. »I det hele gik der ikke en dag hen«, skriver Saxo, »uden at de lagde Absalon

11