HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

S I G U R D J E N S E N forstå, at de pågældende kommunale fonds skulle have erstatning i form af kommunale obligationer af det faste lån. Der var ikke tale om på ny at indkøbe de afhændede effekter.38 Borgerrepræsentationens reaktion var ikke særlig venlig. Gros­ serer C. E. Thune sagde, at han ikke nærede tvivl om, at borg­ mesteren ville sørge for at få lånene så billige som muligt, men det ville være en betryggelse for forsamlingen, hvis der nedsattes et rådgivende udvalg på tre medlemmer, der kunne samarbejde med borgmesteren og, om han ønskede det, dele ansvaret med ham. Professor Julius Thomsen fandt, at det ville være mere hensigts­ mæssigt, om sagen gik til almindeligt udvalg, som da eventuelt kunne stille forslag om »at sende Tillidsmænd til Magistraten«, og han fik støtte af bankdirektør Reimann. Herforth derimod var imod noget sådant. Ansvaret måtte lægges hos borgmesteren og kun hos ham. Hos alle disse talere mærker man ringe velvilje mod borgmeste­ ren og hans planer. Men ud fra deres uvenlige indstilling når de til diametralt modsatte konklusioner. Thune, Julius Thomsen og Reimann ville give Fenger kontrollanter, Herforth ville forhindre Fenger i at få den mulighed at få dækning for sine dispositioner hos sådanne kontrollanter. Situationen er karakteristisk for en politisk forsamling, der ikke er delt op efter nogenlunde klare partilinier. Medlemmerne var alle mere eller mindre national-liberalt orienterede højremænd. Et forsøg på at få venstremænd ind i borgerrepræsentationen var gjort i 1874, men med så ringe held, at venstre det følgende år undlod at gentage forsøget.30 Først i 1893 fik venstre og socialde­ mokratiet indvalgt borgerrepræsentanter.40 Fenger havde ikke no­ get parti, med hvilket han i forvejen kunne have drøftet sagen, og som derefter kunne tage et medansvar, og hans modstandere havde ikke en klar linie i deres modangreb, fordi de ikke udgjorde 122