HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1967

CARL EM I L F ENG E R SOM BORGM E S T E R Træk af københavnsk kommunalpolitik i i87o’erne og i88o’erne A F S I G U R D J E N S E N I februar 1872 besluttede Carl Emil Fenger at træde tilbage som finansminister, idet han dog indvilgede i at fungere, indtil finans­ loven var vedtaget. Han havde lidt et politisk nederlag på et for­ slag om den midlertidige indkomstskats forlængelse. Estrup havde udmanøvreret ham ved at få ham til at knytte sin politiske skæbne så fast til dette forslag, at han var nødt til at gå, da det ikke lod sig gennemføre; og godsejerne fik i denne sag støtte af en del re­ præsentanter for bondestanden, der først og fremmest ville af med de vigtige nationalliberale københavnere. Thomas Nielsen, denne mærkværdige og dygtige almuepolitiker fra de jyske hedeegne, ud­ trykte det således i en samtale med A. F. Krieger: »Nei, vi maae af med Fenger og hans Colleger; vi kunne lettere magte Gods- eierne«.1 Fengers nederlag overfor taktikeren Estrup bringer i erin­ dring, hvad Krieger allerede 12 -13 år tidligere havde noteret i sin dagbog, at Fenger er »saa grundsand, at han maaske ikke er skik­ ket til at være Minister«.2 Fenger var altså nu arbejdsløs, bortset fra at han stadig var folketingsmand for Københavns 4. kreds. Da han i 1859 indtrådte i ministeriet Hall som finansminister, havde han været nødt til at opgive sin stilling som overlæge ved Det kongelige Frederiks hospi­ tal og professor i patologisk anatomi. Da han i 1863 trådte til­ bage efter for anden gang at have været finansminister (han havde været ude af ministeriet de få måneder 1859-60, C. E. Rotwitts ministerium var ved magten), var han et års tid direktør for finans­

1 0 5