HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1965

D E N E N G E L S K E T I N F A B R I K

sigt udelukkende at betjene sig af tin, bly og zink, ville blæsebælgen ikke have været nødvendig. Man fristes til at tro, at Jonsch har ment at kunne anvende jern, eller at han i hvert fald har forsøgt at lokke Holmsted med så billigt et materiale. Når myndighederne så først havde engageret sig kraftigt i foretagendet, kunne han afskrive jernet og anvende dyrere legeringer uden fare for at miste en god indtægt. Hvis man skal se bort fra teorien om Y = jern, kunne man tænke sig, at der var tale om en eller anden malm eller erts, eventuelt et affaldsprodukt, som fra Norge kunne erholdes billigt, og hvoraf Jonsch var i stand til at fremstille et tilsætningsmiddel til sit tin. Det kunne også tænkes, at Jonsch med Y betegnede den mængde gammelt metal, altså itugåede tinsager, som naturligt måtte indgå i et kandestøberværksted, men sådanne ting ville han vel bare have ladet indgå i smeltningerne i stedet for tilsvarende mængder tin og bly. Det ligger heller ikke uden for det sandsynlige, at Jonsch i forvejen har fremstillet forlegeringer, og betegnet dem ved bog­ staver, således at X for eksempel ikke stod for tin, men for en le­ gering. Det rimer dog dårligt sammen med, at formlerne betragtet som ligninger kun lader sig opløse alt for let, og ikke giver andre resultater end de før nævnte. En mulighed er, at et af metallerne er faldet i pris. Som foran omtalt var England det første zinkproducerende land i Europa. Desværre er nøjagtige oplysninger svære at frem­ skaffe, litteraturen derom har afvigende fremstillinger. Det synes dog klart, at Isaac Lawson i 1730 var i stand til at fremstille zink i større målestok, og i henhold til en nyere kilde tog William Champion 1738 patent på fremstilling af zink.1'0 Produktionen kom i gang i 1740 i Bristol og nåede snart op på 200 tons årlig. En veritabel priskrig satte ind mellem Champion og importørerne af asiatisk zink, disse sidste nedsatte deres tidligere priser til om­ 7 i