HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1965

H E N R Y B R U U N de have Stunder, og ere bedne derom, skulle de paa Prædikestoelen holde een Prædiken og Formaning af Guds Ord til Folket«. Det tilsvarende, ligeledes endnu gyldige forbud var udtalt i kirkeritualet af 1685, hvor det hedder, at ingen må »begrave sine Døde stiltiende uden Præstens Tieniste med at kaste Jord derpaa; Men de skal give ham det tilkiende, og da bestille Liigprædiken hos ham, om de den ere begierende«. Ligtalen var således frivillig, men ikke jordpåkastelsen, og for så vidt var præstens nærværelse obliga­ torisk. Dette føltes af mange københavnske arbejdere som en urimelig tvang, og der blev derfor i 1899 med udgangspunkt og støtte i fagforeningskredse dannet en forening for borgerlig be­ gravelse, hvis medlemmer demonstrerede, ikke ved at ordne ulovlig jordefærd, men ved simpelt hen at udeblive fra den kirkelige hand­ ling. Dette var så pinligt for præsterne, at disse selv tog initiativet til den bevægelse, hvis resultat blev loven af 13. februar 1903,10 hvorved begravelse uden præstelig medvirkning tillodes, når afdøde selv eller ægtefællen skriftligt havde udtalt ønsket derom. Men i 1892-94 forelå denne mulighed ikke, og det er komplet utænkeligt, at de samme myndigheder, der ifølge Christensens beretning små­ ligt dikterede tid og sted, skulde have lukket øjnene for et flagrant lovbrud. Det kan i denne sammenhæng tilføjes, at det også må forekomme meget lidt troligt, at man - som bogen angiver - på Kommunehospitalet skulde have indladt sig på at udlevere et lig til en flok arbejdere, der ikke engang kunde påberåbe sig noget slægtskab med afdøde. Endelig er der den unge socialists tale ved graven. Det er et vig­ tigt moment i bogen, hvor den fylder to hele sider, hvoraf om­ trent to trediedele mellem citationstegn. Indholdet er i og for sig jævnt og smukt; men dette kan jo ikke fritage historikeren fra at stille sit sædvanlige spørgsmål om kildegrundlaget. Med al skyldig respekt for den »glimrende hukommelse« er det dog vist for meget

170