HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1965

F R U H E I B E R G S F A R V E L forbavsende frisk og livlig og yndig ud, svævende som altid.«23 - F ru Heibergs afsked begrundedes —å propos —med dårligt hel­ bred.24 Selvfølgelig savnede hun som ægte teatermenneske sit arbejde, og selv om mange grunde talte for afsked, mærkede hun, at nok var anden redebon, men kødet var skrøbeligt. Især bedrøvede det hende, at næsten alle hendes venner syntes at billige hendes beslut­ ning om at trække sig tilbage - men nu var det for sent.25 Siden erindringerne udkom, har det været skik og brug at kriti­ sere fru Heiberg for de menneskelige skavanker, som den over­ drevne virak, hun livet igennem var genstand for, måtte fremkalde hos hende, altså: Forfængelighed og herskesyge, ja, selv løgnagtig­ hed.2,> Det er vist på tide at se lidt mere forstående på alt dette. At hun, da hun efter 20-30 års forløb genoplevede sit liv i erin­ dringen, måtte huske begivenheder og ordskifter ukorrekt, er gan­ ske naturligt.2' Hvem gør ikke det? At hun dømmer partisk, er ligeledes forståeligt. Også heri ligner hun andre memoireforfattere, og alt i alt er disse erindringer faktisk næppe upålideligere end de fleste værker i samme genre. Langt snarere er der grund til at fremhæve de mange positive sider, som mennesket fru Heiberg trods alt bevarede: Flid, trofasthed og gavmildhed, mod til at forsvare sine farver, samt ikke mindst et temperamentsfuldt lune, der formelig slår gnister i hendes breve og vidner om kunstner­ sindet og den rige iagttagelsesevne. Man bør også fremhæve hendes usvækkede lyst og evne til at følge med på en lang række områder. Det er da f.eks. morsomt, at det blev hende og ikke den Høedtske kreds, der fik Henrik Ibsens og Bjømstjerne Bjørnsons værker ind­ ført på Det kgl. Teater trods modstand - især mod Ibsen - fra både censor, Carsten Hauch, og teaterintendanten, F. J. G. Ber­ ner. De udtalte nemlig begge om »De LTnges Forbund« af Ibsen, at det duede aldeles ikke for teatret.2S - Ibsen var i øvrigt en af de 123