HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1964

J O H A N J Ø R G E N S E N at styret efter 1660 blev så autoritært, som det blev. Imidlertid, skulle en stænderforfatning have nogen mening (og om andet end en stænderforfatning som alternativ til enevælden kunne der vel næppe være tale), måtte der i samfundet være basis for en sådan, således at forstå, at der foruden en overklasse også fandtes en mellemstand, der kunne afbalancere denne. Men netop mellem­ standen var i 1660’erne så reduceret af de forudgående års ulyk­ ker, at den hverken socialt eller politisk formåede at øve nogen indflydelse. Derfor blev statsomvæltningen i 1660 et rent over­ klasseopgør, i hvilket det gamle agrariske aristokrati kom til at ligge under for et nyt kapitalistisk-bureaukratisk oligarki.285 Det har været debatteret, hvorvidt borgerstandens øverste lag i det følgende århundrede kæmpede »for at gøre staten til sin«.286 Hertil er at sige, at den overklasse, som vi i det foregående har lært at kende, ret beset havde virkeliggjort dette program allerede i 1660. Thi samtidig med, at den gamle adels positioner hævdedes med energi, også af den nye overklasse, som f.ex. af feltherren Hans Schack, da han i 1664, ». . . efftersom det udi sig self ret og billig er, at en hver maa med sit eget søge sit gafn og fordel, som hand bedst veed og kand . . .«, fik tilladelse til at inddrage fæstejord, ». . . saa at han uden forhindring kan gøre sig godset saa nyttigt, som han bedst ved og kan . . .«,287 kom nu hertil, hvad man måske kunne kalde en borgerliggørelse af landets øver­ ste sociale lag, for så vidt erhvervslivet angik. De liberale histori­ kere, der har dømt enevælden så hårdt, har ejendommeligt nok ikke rigtig påskønnet, at Kongeloven, samme enevældes forfatning, på eet punkt er højst liberal, idet den holdt kongen helt uden for økonomiske indgreb på det privatretslige område.288 På den anden side er det yderst tvivlsomt, om Albert Olsen har ret i at forud­ sætte, at staten umiddelbart havde undersåtternes vel for øje.289 Det primære var statens og navnlig majestætens ære og magt, der

76