HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1962 h5

M A T T H I E U T O Y O N

i begge tilfælde ved, at vedkommende opgav bopælen her i Køben­ havn. Ved sparsommelighed, flid og dygtighed arbejdede han sig op, ikke ad embedsstigen, men i sin borgerlige næring, indtil han så sig som ejer af en af byens smukkeste gårde på Østergade, hvor han i »Stadens Herbergshus« kunne modtage udenlandske gesand­ ter og andre fornemme fremmede gæster. Sin løbebane kunne han slutte med at modtage det ærefulde hverv som selve kongens køk­ kenmester. Umiddelbart kunne det tyde på en vis bjergsomhed, når vi ser Toyon optræde som kreditor ved finansieringen af teatret i Lille Grønnegade og senere som kalkfabrikant på Østerbro, men en undersøgelse af omstændighederne viser, at foranledningen i begge tilfælde har været en håndsrækning til økonomisk betrængte lands­ mænd og venner på linie med, at han ydede direkte pengelån til betrængte medlemmer af den fransk-reformerte menighed. At han var personlig værdsat såvel inden for menigheden som af det københavnske borgerskab, har man vidnesbyrd om ved hans valg til kirkens konsistorium og til broder i skydeselskabet. Ved sit eget og sine børns ægteskab fik han familiær forbin­ delse med reformerte familier som Abbestée, Fabritius, Gandil, van Hemert, Jean, Macculoch og Ross, der alle spillede en vis rolle i datidens københavnske næringsliv. I den generation, der dannedes af de reformerte emigranters børn, knyttedes der ved ægteskaber så mange slægtskabsbånd, at man næsten kan sige, at samtlige reformerte familier er beslæg­ tede. I vid udstrækning gjorde den samme tilbøjelighed til ægte­ skab mellem reformerte sig gældende også i den næste generation, ja endog langt ned i det 19. århundrede. Af en vis betydning har det formentlig været, at ifølge forordningen af 6. sept. 1690, der indskrænkede de reformertes privilegier, skulle børn avlet i ægte­ 55