HistoriskeMeddelelserKøbenhavn

Grevinden af Bagsværd og Aldershviles historie

151

Det var midt under dette hektiske og forcerede liv, at hendes tilværelse brændte ud i et ynkeligt drama. — Natten mellem 8. og 9. juni 1909 gik æventyrslottet op i luer, kun en rygende ruinhob blev tilbage af den tidligere glans og herlighed. Men inden denne sørgelige og tragiske begivenhed berettes, skal forsøges en karakteristik af hende. Det er sagt, at „grevinden” ikke øvede nogen rigtig godgørenhed mod virkelig fattige, at hun figurerede øverst på bidragslister og deltog i velgørenhedsbazarer hovedsagelig på grund af sit snobberi — for at blive omtalt og være midtpunkt. Men det hævdes fra anden side ikke at være rigtigt. Naturligvis havde hun intet mod at være midtpunkt — det var jo noget af hendes natur — , men hun var samtidig klar over, at det var de færreste penge, som kom virkelig fattige til gode ved den slags fester. Selv om det naturligvis ikke kan kaldes godgørenhed i egentlig forstand, at hun rundhåndet hjalp mennesker af sin egen omgangskreds, så vidner det dog om et gav­ mildt hjerte. Selv om hun afskyede tiggerbreve og plump smiger, og sjældent gav, hvis hun mærkede, bønnen om hjælp mere var sykofanti end virkelig trang — så kunne det naturligvis ikke undgås, at samvittighedsløse øjen- tjenere og sleskere meget ofte franarrede hende betyde­ lige summer. Der er sikkert på denne måde gået flere penge, end dem, som kom virkelig trængende til gode. At hun ofte kunne finde på at forære selv ret sjældne og kostbare ting bort, udelukkende fordi der blev udtalt en stærk beundring for genstanden, var naturligvis kun excentriske luner. — Den slags kunne hun fortryde. — Og når hun, i godt eller overstadigt humør, kom ind på en tilfældig restauration, og pludselig indbød alle gæ­ sterne til at drikke på hendes sundhed — og regning.