HistoriskeMeddelelserKøbenhavn

Joachim udi Pustervig

645

værdigheden af det ene Vidne, ved hvilket Citanten har søgt at bevise Indstevntes ovenberørte Udladelse om at Citanten kunde flytte, ligesaa lidet har tilstrækkelig Hjemmel i denne Lovgivning, som Citanten paa den an­ den Side, selv under Forudsætning af den paaberaabte Omstændigheds Rigtighed, kan gives Medhold i, at Ind­ stevnte ved ikke at have Værelserne betimeligt færdige skulde have forbrudt sin Ret efter Contracten imod Ci­ tanten, vil Sagens Udfald beroe paa, hvorvidt Indstevnte maa antages ved den omtalte Udladelse at have indrøm­ met Citanten Ret til at flytte til førstkommende Flytte­ dag. Ved det fra Citantens Side præsterede Vidnebeviis, imod hvis Tilstrækkelighed der som bemærket ikke med Føie kan protesteres, maa det ansees godtgjort, at Ind­ stevnte efter at Citanten ved ovenberørte Leilighed havde bebreidet ham, at Værelserne ikke vare blevne færdige efter Løvte, har sagt: „Ja, Hr. Phister, det er ikke min Skyld, men saa snart De kommer i Rolighed, vil De nok finde Dem fornøiet“, og at han, da Citanten dertil yttre- de, at han ikke fandt sig forpligtet til fra sin Side at op­ fylde Contracten, naar Indstevnte ikke havde holdt sit Løvte, har svaret: „Ja, Hr. Phister, naar De ikke er for- nøiet, kan De jo flytte“, hvorefter Citanten da strax er­ klærede: „Saa opsiger jeg Dem herved i Vidners Over- værelse“, hvorimod det ikke imod Indstevntes Benegtelse er beviist, at denne derefter har brugt nogen Udladelse, der gik ud paa, at han modtog Opsigelsen. Hensees nu til, at der i den Yttring af Citanten, der nærmest gik foran for Indstevntes Udladelse, at Citanten kunde flytte, ikke indeholdes nogen Tilkjendegivelse af, at denne specielt med Hensyn til Leiemaalets Længde ansaae sig løst fra sin contractmæssige Forpligtelse, hvorimod Indstevntes oftberørte Svar nærmest synes at