HistoriskeMeddelelserKøbenhavn

H. P. Langkilde (f)

564

begynder nu en Kamp for Tilværelsen, der er præget af Ængstelse og Uvished, for Konkurrencen er overvælden­ de; en Kamp, der imidlertid meget ofte føres med Tap­ perhed og Dygtighed. Vi kan følge den fra Aar til Aar gennem Indberetningerne til Direktionen, og den kan vel undertiden kalde på Smilet, men lige så ofte på Beun­ dringen. Et Par Eksempler i Flæng på Institutbestyrer­ inder af denne Kategori: Fru Anneken Vahl, Enke efter den i 1804 afdøde Botaniker, Professor Martin Vahl, hvem Oehlenschlåger hædrede med Digtet „Dækker Graven, Blomster smaa!“, havde i en Aarrække et anset Institut i Holmens Sogn.4 To Ritmesterdøtre, Frøknerne Dormeyer, repræsenterede ligeledes Standen på yderst respektabel Vis.5 Endogså den altid på Farten værende Frøken Trumfmeyer optræder jævnlig i en Skikkelse, som i hvert Fald er Sympati værd. Netop i det Forår, da „Aprilsnarrene" havde sin Førsteopførelse, begyndte så­ ledes en ung Dame den trumfmeyerske Vandring rundt til Byens Pigeinstitutter.6 Hun var ikke blot Frøken — hun var Komtesse! Var hendes Navn blevet nævnt i Hei- bergs og hans Moders Fælleshjem på Christianshavn, havde det sikkert vakt Opmærksomhed: hun hed Sofia Gustava Gyllenborg og var Datter af en svensk Greve,7 som lige var død i yderste Fattigdom. Den 1. Ju li 1826 mødte Skifteretten i hans Lejlighed i Farvergade for at foretage Skifte og Deling. Forretningen forenkles ken­ delig derved, at Møbler og Effekter ikke er Boets, men tilhører Værten, der har taget dem i Pant for ubetalt Husleje og kontante Forstrækninger. Så begynder den lille Komtesse at give Timer i Fransk. Hendes Vandring går fra Miss Mitchells Institut i Dronningens Tværgade til Fru Wachs’ i Vingårdstræde og videre til Madam Hesselbergs i Farvergade. „Gives der en bedre Vej?“, som Frøkenen synger i Stykket. Komtesse Sofia Gustava fandt i hvert Fald ingen bedre; hun døde fattig og ugift i Efteråret 1841.8 Men det var Fru Bittermandel, vi skulde opsøge. Anna Nielsen, som mente at genkende hende ved Førsteopfø­ relsen, er for så vidt et første Rangs Vidne, som hun selv optrådte ved den Lejlighed i Constances Rolle. Men hendes Påstand om, at den, hun tænkte på, var „en rå, despotisk og egennyttig Person", må tages med lidt For