HistoriskeMeddelelserKøbenhavn

Olaf Olsen

282

og desavoueret sønnens beslutning. Man kan kun gætte. Men mest sandsynligt er det, at prins Christian selv hur­ tigt kom på andre tanker, thi allerede fire dage senere, 16. december 1625, udgik der med prinsens underskrift et åbent brev om den store uskikkelighed på Island, hvor en del kvindfolk lod sig beligge og ikke ville tilstå, hvem barnefaderen var. Sådanne kvinder skulle fra nu af, hed­ der det i brevet, sendes til København, for at de kunne få deres fortjente straf.74 Denne straf kan dårligt være andet end indsættelse i tugthuset. Axel Arnfeldts memorial er interessant i mere end een henseende. Den viser, at selv om de løse kvinder sattes til det simpleste og enkleste arbejde i kvindeafdelingen, nemlig spinding, så var de genstridige og uduelige arbej­ dere, der nok måtte volde en fabriksherre bekymring. At de tillige skulle være „huset til forargelse", lyder paro­ disk i nutidens øren, men er måske ikke så mærkeligt, når man betænker, at tugt- og børnehuset på dette tids­ punkt hovedsagelig fungerede som opdragelsesanstalt og håndværksskole for børn. Der var i 1625 i anstalten ca. 15 mænd og 40—50 kvinder, hvoraf ca. 30 var indsat for lejerinål. Men der var på samme tid ikke mindre end 5—600 børn. Den grove tone og kivagtighed, der utvivl­ somt prægede livet i kvindestuen, og den genstridighed og modvillighed, der her blev husets embedsmænd til del, har sikkert haft højst uheldige virkninger på bør­ nene, der ikke var forvænte med underholdning og der­ for nok, trods lukkede og låste døre, har vidst at følge begivenhederne blandt tugthuskvinderne med nysgerrig­ hed og morskab. Omend der således var grund til med prins Christian at nære modvilje mod de løse kvinder i tugthuset, fort­ satte tilgangen jævnt de følgende år, kun modvirket af de store epidemier, der gjorde voldsomme indhug blandt fangerne. Hårdest ramtes børnene, men heller ikke de