HistoriskeMeddelelserKøbenhavn

Christian IV’s tugt- og børnehus

279

i hvert fald tre af fangerne er blot unge piger, der er kommet galt afsted. Det er svært at se noget system i kongens domfældelser i disse sager. Den hårdeste straf fik Karen Lauritsdatter fra Malmø, der, skønt selv gift, havde ligget i løsagtighed med en andens ægtemand. Dette takseredes til 5 års tugthus. En ganske tilsvarende forseelse var begået af Anne Christensdatter, der, medens hendes ægtefælle var i Ostindien, formedelst sin løsag­ tighed havde forført kgl. maj.’s kusk. Men hendes dom lød kun på 2 år, og såfremt hendes mand ville tage hende tilbage, kunne hun endda komme ud straks. Måske har kongen ikke anset sin kusk for helt uskyldig i forførel­ sen. Birgitte Andersdatter fra Odense og Karen Niels- datter fra Roskilde, om hvilke det ganske ensartet hed­ der, at de har ligget i løsagtighed og avlet et barn ved en ledig karl, dømmes så forskelligt som henholdsvis 2 og 3 års tugthus. Lige så inkonsekvent synes det, når Maren Trynders Bredsted, der havde ladet sig befinde i løsagtighed, fik 3 år, medens Karen Niels’ fra Helsingør, om hvem det mere udførligt siges, at hun ikke havde vil­ let tjene godtfolk, men givet sig til løsagtigt selskab, slap med 1V2 år i tugthuset. — Kun over for de unge piger, hvis forseelser blot var ordinært lejermål, var dommene ensartede og milde: to af dem blev straks sluppet løs, og den tredie fjernedes fra tugthusafdelingen og sattes til at passe børn i børnehuset. Det er ikke tilfældigt, at netop denne kategori fanger er den mest omfattende i 1622-fortegnelsen, thi siden reorganisationen i 1620 kom de løsagtige kvinder til i stedse højere grad at præge kvindeafdelingen. Et vist præcedens skabtes ved, at der ved en række lejligheder udsendtes påbud til lensmænd og købstæder om at ind­ sende løse kvinder til tugthuset. Som allerede nævnt havde en skånsk lensmand i 1618 fået besked om at dømme kvinder, der ikke kunne betale deres lejermåls-