HistoriskeMeddelelserKøbenhavn

Christian IV’s tugt- og børnehus

277

bortset fra de kongelige statsfængsler, der havde en mere eksklusiv anvendelse, den eneste anstalt i det dansk-nor­ ske rige, der optog kvinder til afsoning af frihedsstraffe. Ganske vist havde købstæderne og lensmændene deres „hægter" eller „kældre", men disse var i realiteten ude­ lukkende varetægtsfængsler, hvor lovovertræderne blot hensattes i tiden mellem pågribelsen og domsafsigelsen, eller hvor de eventuelt afsad mindre pengebøder, som de ikke havde formået at betale. Udvisning af by eller herred, i grovere tilfælde kom­ bineret med kagstrygning og måske endda lemlæstelse, var også for kvinder den almindeligste straf for forseel­ ser, der var for store til at blive afgjort med en bøde eller en tur i halsjernet, men for små til at bringe syn­ deren af med livet. Tugthusstraffen, der nu indførtes, betragtedes som en hårdere straf end forvisning. Således forvistes Bodil Mortensdatter i 1627 formedelst løsagtig­ hed fra Helsingør under trusel 0111 tugthus, såfremt hun ikke omgående lagde byen bag sig.61 Og om Maren Jens- datter fra St. Pederstræde i København, „som ungdom­ men af studenter, særdeles norske, skal til sig holde“, og som havde lovet to personer ægteskab, siges det, at hun bør dømmes til at forsværge byen og byens gebet, så­ fremt hun for sine letfærdige gerningers skyld da ikke „kendes til tugthuset eller anden straf“.62 Indtil 1619 udvikledes tugthusets kvindeafdeling pa­ rallelt med mandsafdelingen. Udskrivningerne til tugt­ huset 1605, 1609 og 1618 gjaldt i lige grad mandlige og kvindelige løsgængere, og bortset fra et påbud til en enkelt lensmand i 1618 om at idømme personer, der havde forset sig med lejermål og ikke kunne betale lejer- målsbøden, tugthusstraf eller arbejde i jern,63 hvorved sikkert forstås, at kvinden skal sendes til tugthuset og manden på tvangsarbejde — ses der ikke på nogen måde at være gjort forskel ved udvælgelsen af mandlige og