HistoriskeMeddelelserKøbenhavn

6

Otto Mackeprang

er bevaret. Den del af selve bymuren, som stødte op her­ til, er forlængst fjernet.9 Men man må glæde sig over, hvad der endnu står tilbage. Ændret sprogbrug har medført, at gadenavne, som ellers ville skurre slemt i nutidsøren, godtages med op­ rejst pande. Se for eksempel Magstræde. Et hyggeligt klingende navn, ikke sandt? I virkeligheden er det så som så med hyggen. Den gamle gade har nemlig navn efter Vestre Mag, et offentligt nødtørftshus, som gaden førte ud til. Sin bugtede facon har den fået, fordi den oprindelig fulgte kystlinien. Det samme er tilfældet med Snaregade, der er opkaldt efter rådmand Erland Jonssøn Snare, som i begyndelsen af 1500-tallet havde en gård ved gaden her.10 Magstræde blev i 1520’erne bebygget på sydsiden. Indtil da betegnes denne gade ved forskellige navnedannelser, som hentyder til dens beliggenhed ved vandet, men efterhånden bliver Magstræde den endelige betegnelse.11 Dette navn er i nyere tid også beslaglagt til en gade i Dragør, åbenbart i lykkelig uvidenhed om dets oprindelse. Man har bedt Dragør om at ændre sin Magstræde-betegnelse, men har fået nej til svar.12 Kø­ benhavn ville nu ellers sætte pris på at kunne sidde alene på maget. Vestre Mag omtales i et dokument fra 1525. Dette mag lå ved den tidligere omtalte skibbro, kaldet Ladbroen. Ordet „Vestre“ forudsætter, at der tillige fandtes et øst­ ligt nødtørftshus. Det var det liysken (efter Håuschen, nedertysk: Husken, lille hus), som lå på Hyskebro ud for Hyskenstrædes afslutning ved stranden.13 Selv i de fornemste kredse betjente man sig af den eufemistiske betegnelse hysken for det sted, „til hvilket selv kongen må gå til fods“ , som franskmændene siger.14 Leonora Christina fortæller i sit „Jammers-minde“ , at hun under et forhør den 17. august 1663 blev spurgt, om hun ikke